kapitel 9

"Undskyld mig, jeg skal ind og have mig en gang foie gras, inden jeg skal på rævejagt"

George Pallister, britisk ultranationalist og mangemilliardær

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 9 - Survival of the fittest

 

 

Surt er ildjætten fra Muspelheim, der ofte fremstilles som den nordiske mytologis svar på Djævelen.

Det er surt at hedde Surt, og glide i en spurt, som man siger. Endnu mere surt bliver det dog for menneskene, når Surt under Ragnarok er forudbestemt til at dræbe Frej og sætte ild til hele Midgård.

 

På afstand kunne de se, at der var mennesker på land. En del faktisk, hvorfor udkigsposten henvendte sig til Leif. “De er nogle stykker, men de ser fredelige ud”, meddelte han, hvortil Leif svarede, at dette ikke var noget problem. “Den her ø ser temmelig stor ud. Jeg forestiller mig, at disse mennesker har bosat sig det første sted, som de er kommet til", sagde han og overvejede situationen et øjeblik. “Måske er det ikke helt dumt, hvis vi tager den et trin opad”, foreslog han så.

Han gav derefter tegn til styrmanden, at han skulle vende om og sejle mod nord, og så ellers følge samme strategi som før.

Herefter sejlede de et halvt døgns tid, til de kom til en ny landtange. Da de var kommet rundt om den, og havde påbegyndt indsejlingen mod kysten, fandt de en ny fjord, der mindede om den første, de var sejlet opad.

Inden de sejlede helt ind, sikrede Leif sig, at der ikke også her var fyldt op med mennesker. “Nej, jeg kan ikke se et eneste”, svarede udkigsposten og rystede på hovedet. “Godt, så er det her, vi står af”, befalede Leif entusiastisk, hvorefter de kastede ankeret og gjorde klar til at forlade skibet.

Da de alle sammen var gået i land, og havde fået fast grund under fødderne, stod det hurtigt klart for dem, at det var et rigtig koldt sted, som de var kommet til. Den bidende frost jog dem gennem marv og ben og kulden gjorde, at deres ånde lignede tobaksrøg, når de pustede ud. Sne og is var der også, dog i begrænsede mængder. Der var rigelig med plads til at bosætte sig, blev de enige om.

Efter at have rekognosceret området fandt Leif det sted, der skulle fungere som deres centrale plads. Samtidig gjorde han klar til den officielle del af ceremonien, der skulle symbolisere, at de nu var herrer over øen. Han bad derfor om at få holdet samlet.

Da folkene var kommet over, stimlede de sammen om deres leder, der stillede sig op på den til lejligheden udformede forhøjning. “Vi har valgt det her sted, fordi det ligger tilpas afsides til, at vi kan blive overrasket af fjenden. Samtidig er der en vandvej ud, som vores skibe kan benytte sig af, hvilket faktisk gør det til en helt ideel position”, indledte Leif og fortalte, at det herfra gjaldt om at få det fulde overblik over øen og dens beboere. "Men inden da, så skal vi have overstået alt det formelle", fortsatte han og gik derefter i gang med sin 3-trins-etablering.

“Først skal vi have grundlagt vores hovedstad”, kaldte han begejstret ud til forsamlingen. "Jeg er dog ikke klar over, hvad den skal hedde. Men det kan vi jo stemme om”, foreslog han og viste endnu engang sit folk, at han ikke var bange for at give dem medindflydelse.

Efter de var kommet op med lidt forslag, stemte de ved håndsoprækning. Med et klart flertal blev det besluttet, at de navngav hovedstaden efter deres leder.

Leif takkede for den anerkendelse, der lå i, at folket ønskede at opkalde hovedstaden efter ham. Herefter fortsatte han til næste punkt, som var navngivelsen af deres ø. "Det smarteste vil være, hvis vi kalder vores ø for noget koldt. Derfor har vi valgt, at den skal hedde Island", fortsatte vikingelederen og forklarede om valget, at de ønskede at tiltrække de helt rigtige mennesker udefra. "Og det er ikke folk, der bliver forført af et varmt miljø."

Endelig var det blevet tid til hoveddelen, nemlig grundlæggelsen af deres nation, som skulle hedde Scientaøerne. Den unge leder fik flaget, der var i farverne sort, hvid, og to typer af blå, og gjorde klar til at sætte det i jorden. “Lad dette kølige land bære navnet Scientaøerne, og lad for altid dette land bygge på viden og fornuft”, kaldte den stolte scienteser ud, inden han satte flaget i jorden til den omkringstående forsamlings billigelse.

Da de var blevet færdige med flagseancen, var det blevet tid til at komme i gang med de opgaver, der skulle løses. Leif splittede derfor sine folk op i flere enheder, hvor der var nogle, der startede skibsproduktion, mens der var andre, der samlede forråd. Nogle byggede udkigstårne, mens andre fældede træer. Overalt påbegyndtes byggeriet af fælleshuse, ligesom der blev iværksat initiativer til forbedring af infrastrukturen.

Da der var gået noget tid, og de havde fået engageret de fleste af folkene, stod Leif og et par andre og talte med en spejder, der havde været ude og sondere terrænet. “De lokale siger, at der er en stor drage under jorden, som ind imellem stikker hovedet op og spyer ild ud”, fortalte han til Leifs store fortrydelse. Leif bad ham derfor uddybe. ”Jo, de siger, at den har huller nede i sin hule, som den kommer op af. Og så spyer den ild og aske ud over det hele. Og en af dem siger endda, at den spiser mennesker”, fortsatte spejderen ufortrødent.

Leif stod og overvejede, hvordan han skulle forholde sig til spejderens informationer, da en af hans medvikinger pludselig udbrød, at dragen måtte være Nidhug.

 

Nidhug, den uhyggelige drage fra Nifelheim, der ligger ved brønden Hvergelmir og suger al blodet ud af de mennesker, der er døde og skal i Hel. De værste, som eksempelvis mordere og menedere, bliver særligt udvalgt. De tvinges til at blive hos Nidhug og pines døgnet rundt af dens næb, som uafbrudt hakker dem til blods.

 

Leif fornemmede, at usikkerheden spredte sig hos de omkringstående. Han forklarede dem derfor, at der ingenting var at frygte. At der ikke fandtes drager og at det blot var de lokales overtro, der var uden hold i virkeligheden. Alligevel var et par af dem blevet ængstelige, kunne han mærke.

“Det er da noget af et tilfælde, at vi er kommet til det koldeste sted i verden og så går der ikke bare rygter om en drage, der passer til Nidhug, men der er også huller i jorden, som det påstås, at den kommer op fra”, udbrød en af vikingerne, inden spejderdrengen afbrød ham. “Det her er ikke det koldeste sted i verden. Ifølge de lokale findes et sted, hvis man sejler længere mod nord, hvor der er endnu koldere. Der skulle være så koldt, at man slet ikke kan bo der”, påstod han, hvorefter Leif havde hørt rigeligt og brød ind. "Venligst vis mig de huller, som den drage skulle komme op fra", dikterede han og håbede dermed, at han kunne få sat en stopper for deres fiktive fortællinger.

Spejderen hentede derefter et par af de lokale, hvorefter de sejlede ned til den sydlige del af øen og gik i land. Efter at have spadseret i nogle timer nåede de til et af de huller, som dragen eftersigende skulle komme op fra. Da de var kommet helt hen og kiggede ned i hullet, kunne de dog ingen drage se. Og det lignede heller ikke, at der havde været nogen drage. Det betød dog ikke, at de kunne udelukke, at der var en drage. “Men indtil vi har fundet et bevis på, at der er en drage, så går vi ud fra, at der ikke er nogen drage”, ræsonnerede Leif sig frem til og påduttede dem ikke længere at tale om flere drager, før de med deres egne øjne havde set én.

Efter yderligere at have inspiceret et par af de store huller, stadig uden at have fundet nogen drager, tog de tilbage til deres hovedstad.

Da de var kommet retur, fortalte Leif sine nærmeste allierede, hvordan historien med dragen havde spredt sig. "Så det skal simpelthen være slut med historier om overnaturlige eksistenser", pointerede han og spurgte derefter, om de havde fået et overblik over, hvem de øvrige beboere på øen var. “Det er typisk kristne munke, der har søgt isolationen”, svarede den ansvarlige viking, hvilket fik Leif til at overveje sit næste træk. “Det kommer aldrig til at gå. De vil jo altid tro på deres Bibel”, sagde han så, inden han kiggede Halvøre i øjnene. “De bliver nødt til at forsvinde. Hver og én af dem skal de udryddes og det tager I ned og ordner med det samme.”

Han bad derefter Halvøre samle et hold, der kunne få udført den omfattende massakre. “Det bliver ikke for sarte sjæle, så du skal finde de mest hårdføre og tage med dig”, pointerede Leif og iværksatte derefter den etniske udrensning.

Halvøre samlede dernæst 600 vikinger, der tog rundt på øen og udryddede samtlige af de kristne munke, før de til sidst huggede hovederne af dem. Da de var færdige, bragte de munkenes værdier, samt de afhuggede munkeskalle, med sig tilbage til hovedstaden.

“Hvad skal vi gøre med deres hoveder?” spurgte Roald, da de var kommet retur og stod med næsten to tusinde afhuggede munkeskalle. “Vi skræller kødet af dem og så hænger vi deres kranier op i pæle hele vejen rundt om øen. Så vil folk nok tænke sig en ekstra gang om, inden de udfordrer os”, svarede Leif og kaldte derefter sine folk over.

“Dét her”, sagde han og pegede på en afhugget munkeskal, som han stod med i udstrakt arm. “Det er konsekvensen af at gå rundt og sprede udokumenterede påstande.” Han forklarede dem, at hvis ikke man slog hårdt ned på folk, der bildte andre mennesker ting ind, som var uden hold i virkeligheden, så ville det til sidst ende med, at man ikke arbejdede i samme retning. “Så derfor var det simpelthen en nødvendighed. Vi havde brug for en blank sten at skrive vores runer på og de her mennesker ville have ridset vores sten konstant”, afsluttede han.

Herefter henvendte han sig til et par af de lokale, som ikke var kristne, men som havde fortalt om dragen under jorden. “Og så skal jeg til sidst høre jer. Har I stadig set den drage, som I talte om, da vi kom?” spurgte han, mens han stod med øksen i den ene hånd og en munkeskal i den anden.

Efter de hver og én havde garanteret, at de ikke havde set den mindste drage, bød Leif dem velkommen som scientesiske borgere og sagde, at de nu var at betragte på lige fod med alle andre.

Pludselig kom en af mændene løbende. “Der kommer nogle, der kommer nogle”, råbte han i vilden sky. Manden var udkigspost og havde set en håndfuld skibe komme sejlende i horisonten.

Leif og de andre løb over til udkigstårnet og tjekkede og ganske rigtigt kom en håndfuld skibe sejlende, som dog lod til at være venligtsindede.

Da de havde fået lagt til kaj og var gået i land, trådte deres leder frem mod Leif. “Vi hørte om det her sted og så var der ikke længere nogen tvivl hos os”, sagde manden, mens han kiggede spørgende på Leif. “Er det muligt at blive en del af jeres samfund? Vi er dygtige og ivrige folk, der er trætte af at blive taget ved næsen.” Leif stod og spekulerede lidt. “Naturligvis. Vi er kun interesserede i dygtige folk, der kan hjælpe til”, svarede han og bad sin gæst berette, hvorledes hans folk kunne bidrage. Manden fortalte herefter alt om de evner, som hans folk besad, hvorefter Leif bad ham være undskyldt et øjeblik.

“Roald og Halvøre, kom lige med mig engang”, befalede han sine nærmeste allierede, hvorefter de gik over og konfererede. Da de havde stået og talt sammen i noget tid, gik de tilbage til selskabet.

“Vi har aftalt, at fordi I er kommet hertil senere, så skal I arbejde ekstra, til I har nået nogenlunde det samme som os. Dermed er der ingen, der vil stå med fornemmelsen af, at I bare er kommet hertil og kan nyde godt af det arbejde, som vi hidtil har gjort. Ligeledes kan I sige til den, der nogensinde anklager jer for snylteri, at I har gjort jeres pligt”, orienterede han de nyankomne gæster, hvorefter han hev en stak hudlapper fra forskellige dyr frem. “Når I så har gennemført, så får I jeres respekt. Og for at den respekt ikke skal blive glemt en dag, så får I også sådan en her, som I kan gå rundt med bagefter”, fortsatte han og gav dem hver en lap hud, som de kunne sætte i deres bælte. ”Så kan alle se, at her er én, der både kan og vil”, fortalte han endvidere og bød dem derefter på en skål mjød.

Der blev herefter klappet til den helt store guldmedalje, inden Halvøre pointerede vigtigheden af, at de tjekkede dem, der kom, ordentligt. “Folk skal ikke have lov til bare at vade ind", foreslog han, inden han med et glimt i øjet tilføjede, at det ellers bare ville ende i det rene Ragnarok.

 

Ragnarok, den nordiske mytologis svar på Armageddon, hvor verden vil gå under og en ny blomstre op. Den endelige kamp mellem aserne og jætterne, der vil tilintetgøre den eksisterende og skabe en ny og meget bedre verden.

Ufredstiderne indledes, når der kommer tre vintre i træk, hvor der ingen somre er imellem. Knyttede bånd, der hidtil har været hellige, vil brydes, og folk, der før var brødre, vil nu med ét blive fjender.

Og så kommer det. Kaosmagternes tilintetgørelse af den eksisterende verdensorden.

Lige siden skabelsen, hvor Odin og hans brødre sjaskede Ymer, har aserne og jætterne haft et forhold som dét, englænderne og tyskerne har. Men da først guderne fangede Loke, og spændte ham fast med hans søns tarme, udviklede forholdet sig mere Israel-Palæstina-agtigt og fra da af har det kun været et spørgsmål om tid, før Ragnarok bryder løs.

Ragnarok er gammelnordisk og betyder gudernes skæbne. Det er når Ragnarok kommer, at den endelige kamp mod jætterne skal stå og gudernes skæbne vil blive beseglet.

Fenrisulven vil sluge Odin, hvorefter Odins søn vil dræbe Fenrisulven ved at rive dens kæber fra hinanden. Frej vil holde længe i kampen mod Surt, men vil til sidst tabe, da han mangler sit automatiske sværd. Loke og Heimdal vil tilintetgøre hinanden, ligesom Tyr og Garm vil det, mens Thor vil slå Midgårdsormen ihjel, men samtidig også selv miste livet, da han kun vil nå at gå ni skridt, før slangens gift, som den når at spytte på ham, inden den dør, vil dræbe ham.

Til sidst vil det hele eksplodere i et kæmpe inferno, hvor solen vil blive mørk, Jorden synke i havet og stjernerne forsvinde fra himlen. Men det er ikke slut. Det er i stedet starten på en ny begyndelse. En ny verden, der ifølge sagnet vil blive langt bedre end den foregående.

Sagnet siger i øvrigt, at den dag Ragnarok kommer, så sender Muspel sine sønner mod nord for at brænde Midgård af.

Meeen, det er jo bare et sagn.

 

 

Kapitel 10

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen