kapitel 8

"Meritokratisk demokrati"

Scientesernes styreform

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 8 - Survival of the wisest

 

 

Freja har en bror, der hedder Frej, og Frej er det, man vil kalde mere end forkælet.

Blandt andet har Frej et skib, som er stort nok til at rumme samtlige af de nordiske guder. Skibet har altid medvind, og så kan det både flyve og sejle på land. Skibet er bygget af dværgen Ivaldes sønner og når Frej er færdig med at bruge det, så kan han folde det sammen og putte det i lommen.

Derudover har Frej en gris, hvis hår er lavet af det pureste guld, han har to trælle, der hedder Byggvir og Bejla og så har han tilmed en hest, der kan løbe tværs gennem ild.

Men ikke nok med det, så har Frej også Skræp. En form for et automatiseret sværd, som, når han tager det ud af skeden, selv begynder at tæve løs på modstanderne. Et sværd, som han dog kommer til at give væk i kådhed og som han kommer til at mangle den dag, Ragnarok indtræffer.

 

Der var nu gået nogle uger, siden Leif havde besejret Kong Horik og tiden var kommet til, at Scientaerne skulle forlade Gefion.

 

Solen skinnede fra en skyfri himmel, da Leif promenerede langs kajen for at besigtige de forskellige skibe, der skulle anvendes til deres lange tur. Ud over drageskibene, de hurtige krigsskibe, var der også handels- og fragtskibe, som var en lidt bredere skibstype, hvor den primære drivkraft var sejlet. Skibene gik under betegnelsen knarr, og det var sådan ét, som Leif var stoppet op ved. Skibet kunne lastes med noget, der lignede 40 tons, og det var vigtigt, at der blev fyldt op, da vikingerne i forvejen måtte efterlade mere, end de havde lyst til, hvorfor overkapacitet for enhver pris måtte undgås.

“Hvor stor er belægningen på denne dame?” spurgte Leif, da han stod foran den lodsansvarlige. Efter lidt beregninger frem og tilbage blev der svaret, at der måske ville være i omegnen af to tons friplads. Leif knipsede et par gange med fingrene, hvorefter trællemanden bragte ham 32 trælle i et bundt. “Værsgo, du kan tage dem her med. Det svarer nogenlunde til din frie kapacitet”, befalede han og gav manden bundtet med trælle.

På samme måde fortsatte han gennem hele striben af skibe, til der ikke var flere trælle. Da en af de lodsansvarlige sagde, at han faktisk havde plads til et par stykker mere, svarede Leif, at dem måtte de forbi England og hente på vejen så.

Da de havde fået lastet de sidste skibe, var det blevet tid til at tage afsted. Leif havde sørget for at blande besætningerne således, at høj og lav ikke følte, at eliten trumfede pøblen. Det var vigtigt fra start af at vise, at missionen var et fællesskabsprojekt og altså ikke noget, hvor der var en masse hokus pokus involveret.

“Jætter!” råbte en usikker dame med citronmund, da Leif og hans folk var ved at tage afsted. “I vil mærke Hel brænde under jer, når I kommer ud på søen”, fortsatte hun for at få dem til at ændre mening.

Men hendes kræfter var spildte, for Leif Scienta og de øvrige vikinger var fast besluttede på, at deres fremtid lå mod nord.

Inden de forlod havnen, henvendte Leif sig til ruteplanlæggeren og gentog for ham, hvad deres plan var. “Når vi er sejlet forbi England og er kommet op til øen, så sejler vi ikke ind det første sted, som vi finder. I stedet sejler vi venstre om øen og op langs kysten, og så gælder det om at finde et sted, hvor der ikke kan komme overraskelsesangreb udefra”, forklarede han, inden de fik gennet de sidste mænd om bord på skibene.

Da de havde fået lettet ankeret og var kommet ud på søen, blev stemningen straks mere afslappet. Nu kunne de flyde frit på havet og tale helt åbent om de ting, som de hidtil havde skullet gå mere stille med dørene med.

Leif kaldte sine folk sammen og forklarede dem vigtigheden af, at de ikke lod sig forføre af overtroiske fortællinger. “Hvis vi lige pludselig begynder at rende i hver vores retning, så ender det helt sikkert med, at vi taber”, advarede han dem og slog samtidig fast, at det ville få alvorlige følger, hvis nogen skulle finde på at bryde deres fælles regler. “Enhver handling, der går imod fællesskabet, vil blive mødt med en øjeblikkelig konsekvens”, lovede Leif, mens han kiggede rundt på forsamlingen. ”Og i det hele taget, hvis ikke folk gider arbejde, eller bare ikke kan skabe værdi for vores fællesskab, så kan de ikke være med", fortsatte han, så ingen kunne være i tvivl om, at de skulle give alt, hvad de havde i sig.

Pludselig kom Toke over og hev i Svend Halvøre. Den unge skibsdreng havde luret på, om alle var lige så loyale over for projektet, som han selv var det, hvilket ikke havde vist sig at være tilfældet.

“Ham dér”, sagde han og pegede på en mumlende stakkel, der sad i sine sølle gevandter. ”Han sidder og siger, at guderne kommer til at straffe os.”

Halvøre gik over og lurede på manden, der rigtignok sad og sagde mærkelige ting, såsom at Thors hammer ville komme flyvende gennem luften hvert et øjeblik og splintre skibet i tusind stykker.

“Hey, hvad er det, du siger?” spurgte han derfor manden, mens han kiggede ham i øjnene. Manden var kulret og i en tilstand af chok, hvorfor Halvøre hev ham med over til Leif.

“Hvad skal vi gøre med ham her? Han er helt hysterisk. Sidder og vrøvler løs om, at vi bliver straffet af guderne”, fortalte han den unge vikingeleder, da de var kommet over.

Leif og de omkringstående kiggede på manden, der fortsatte med at sprede dårlig stemning med sine negative dommedagsprofetier. Efter de havde forholdt sig passivt i noget tid, trak Roald pludselig sværdet og huggede mandens venstre arm af.

“Det kan vi ikke have. Der skal være en konsekvens”, sagde han bagefter til Leif, der, ligesom den øvrige forsamling, måbede over Roalds kontanthed.

Den enarmede mand var nu ikke længere i chok. Til gengæld var hans ben ekset, så han sad på sine knæ samtidig med, at den lille stump af hans venstre arm, der sad tilbage, fór rundt som et vindflag i vildt blæsevejr.

“Hvad skulle det nu gøre godt for?” spurgte Leif, der stadig var målløs over Roalds adfærd. “Konsekvens. Så han ikke gør det igen”, svarede Roald med største selvfølgelighed. “Var det ikke det, vi blev enige om?” Leif kiggede forbløffet på Roald. “Jo, men det dér går da ikke. Nu kan han jo ikke bruge sin arm og hvad er han så værd for os?”

Roald kiggede på manden og først nu forstod han, hvilket værditab der var sket. Han nulrede derfor sit skæg, mens han grublede over en løsning. Da han lod til at have fundet den, tog han manden på nakken, samlede armen op og spadserede over til rælingen og kastede begge dele over bord. Da han kom tilbage, stod forsamlingen endnu mere måbende og gloede på ham.

"Folk, der ikke er noget værd, har ingen plads i vores fællesskab. Det var dine egne ord", påpegede han dernæst overfor Leif i en tone, som signalerede, at han i hvert fald denne gang havde gjort det rigtige. "Så du har selv sagt, at han ikke kunne være med længere."

Den målløse leder overvejede, om han skulle forklare Roald en ting eller to om mådehold, men kom frem til, at det nok ikke nyttede noget. Og når alt kom til alt, så havde manden også forbrudt sig mod fællesskabsreglementet. Nemlig ved at opildne til hysterisk adfærd, hvilket ikke længere var tilladt, hvorfor Leif lod sagen ligge.

“Mærkeligt, han var ellers helt normal, da vi tog afsted. Der var han en stor tilhænger af, at vi sagde farvel til det hele”, fortalte en smed, der havde noteret sig mandens adfærdsændring. “Måske sad han bare og lavede ingenting. Så kommer sådanne tanker vel”, supplerede Halvøre, hvorefter Leif begyndte at spekulere. “Fra nu af må ingen lave ingenting. Hvis man er en mand, og man ikke arbejder, så diskuterer man fremskridt. Og hvis man er en dreng, og man ikke går i skole, så spiller man spil. Og hvis man er en kvinde, og man ikke laver mad, så laver man alt det andet”, kaldte han efterfølgende ud til forsamlingen, inden han igen understregede vigtigheden af, at de ikke spildte deres tid. "På den måde bliver den enkelte også dygtigere, hvilket vil være til stor glæde og gavn for vores samlede fællesskab", pointerede han bagefter overfor sit folk.

Pludselig kom Toke igen over til Halvøre. “Så er den gal igen. Der er én mere, der sidder og klynker”, sagde han til den ældre viking. Halvøre sukkede, inden de gik over og undersøgte sagen.

“Vi er nødt til at tage tilbage”, udbrød en vrælende mand og forlangte, at de vendte skibet om, så de kunne hente dem, som de havde efterladt på Gefion. Halvøre kiggede på manden og forklarede ham, at det under ingen omstændigheder kunne lade sig gøre, da det ville destabilisere hele deres projekt. "Der skal være plads til alle", krævede manden dog fortsat og tilføjede, at dem, de havde efterladt, jo også var en slags mennesker, der burde reddes. Tårerne fossede ned af mandens kinder og han var umulig at tale fornuft med. Komplet resistent overfor argumenter plaprede han i stedet løs om menneskelig degeneration, inden han sagde til dem, hårdt, at de havde et tarveligt menneskesyn.

Toke kiggede rundt, da noget pludselig fangede hans interesse. “Se, det er hende dér”, udbrød han så, mens han pegede på en dame med kort hår. “Det er hende, der er skyld i det hele. Hun har lige været hos ham her”, fortsatte han og pegede ned på den vrælende mand. “Og hun var også hos ham, som Roald tog sig af”.

Og ganske rigtigt havde madammen været rundt og sætte tanker i gang hos visse af mandspersonerne. Da hun blev konfronteret med beskyldningerne, begyndte hun at ævle løs om mangfoldighed og anstændighed og fortsatte med at brokke sig over, hvordan mænd var nogen værre egoister. “Det skulle i stedet være os kvinder, der bestemte”, foreslog hun, helt alvorligt, hvorefter Halvøre gjorde store øjne.

“Plask”.

Dernæst forklarede Halvøre Toke, at man nogle gange bare måtte gøre dét, der skulle gøres for at løse problemet. Ellers ville tingene bare fortsætte og måske endda udvikle sig til det værre, advarede han den unge knøs.

Bagefter gik de over til Leif med den nye jammerkommode. “Hvad skal vi gøre med ham her?” spurgte Halvøre og forklarede, hvordan manden havde opført sig. Leif kiggede på manden og overvejede, hvordan han skulle løse problemet, da han pludselig fik en idé. “Vi bruger ham til alt det, som vi ikke kan få trællene til. For eksempel kan vi få ham til at spise de ting, som vi finder i naturen og som vi ikke kender. Så kan han teste, om det er farligt”, dikterede den innovative leder, hvorefter han gik rundt om sig selv, mens han spekulerede videre. “Og hvis ikke der er noget, som han kan spise i naturen, så kan vi bruge ham til at lokke vilde dyr frem”, foreslog han dernæst, mens han fortsatte med at tænke ud af boksen. “Eller vi kan straffe ham på en måde, som er underholdende for os andre. Der er masser af muligheder, det er bare om at finde jeres kreative side frem. Han skal i hvert fald ikke bare sidde og glo eller dø, det får vi ikke noget ud af”, afsluttede han så i et hævet toneleje og håbede dermed, at hans folk forstod budskabet.

Da der efterfølgende var gået noget tid, og der var faldet ro over gemytterne, kom Leif til at tænke på, at hans folk nok ville blive udsat for en del forfølgelse. Scientaerne kunne forvente, at de som oftest ville blive udpeget, når de forskellige trosretninger skulle bruge en syndebuk for de ulykker, der ikke kunne forklares ved første øjekast.

“Derfor må vi heller ikke provokere unødigt længere”, dikterede han og forklarede dem, at lige meget hvor meget, de mente at have ret, så måtte de fra nu af altid tilpasse sig. Samtidig nævnte han, at et godt forhold til deres naboer var at foretrække, selvom det kunne blive nødvendigt at skrue bissen på. “Det er enten venskab eller erobring. Der er ikke noget midt imellem”, påpegede han, inden han understregede, at de ikke ville have mange venner, hvorfor de måtte behandle dem, som de fik med en særlig respekt.

Til sidst spurgte Leif, om der var nogen, der havde nogle spørgsmål. En af vikingerne fortalte, at han havde overvejet, om ikke der alligevel var noget fra asatroen, der kunne bruges, selvom de sagde farvel til alt det overtroiske. “Skal vi bare give helt afkald på vores historiske ophav?” spurgte han og tilføjede, at nogle af asatroens karakterer jo var ganske gode rollemodeller, der som sådan var at betragte som en ressource, som man ikke bare uden videre kunne smide i skraldebunken. “De har jo også haft en vis betydning for, at vi strittede imod og ikke lod os overtale ligesom dem nede sydpå”, påpegede han.

Leif fornemmede, at medvikingen havde tænkt grundigt over, hvad det var, han foreslog. Og eftersom han havde garanteret, at han ville lytte til folk, der brugte argumenter, kom han frem til, at det måske kunne anvendes positivt. Han besluttede derfor, at han delvist ville imødekomme vikingens anmodning.

”Ingen må hedde noget, der har noget med religion at gøre”, fastslog han dog først, inden han understregede, at hvis de ville leve som et frit folk, så måtte de lægge alt det overtroiske fra sig. ”Derfor bliver reglen, at hver familie må have et navn, der minder om noget fra asatroen. Men det må ikke være det samme”, besluttede han sig for på stedet, hvorefter de holdt en pause.

Da de efterhånden havde sejlet i noget tid, hvor de ikke havde set fast land, begyndte enkelte at spørge ind til, om ikke de snart var ved at være der. “Vi skal da snart til at passe på, at vi ikke ender i Jotunheim.”

 

Jotunheim, endnu en verden i den nordiske mytologi! Og ikke bare en hvilken som helst verden, men den mest afskyelige af samtlige verdener lagt sammen. Da Jotunheim samtidig er placeret i udkanten af universet, går stedet også under betegnelsen Udgård.

I Jotunheim bor jætterne og dem skal man passe lidt på med. Hvor de maskuline aser er til at stole på og står for det stabile og kosmiske, er de feminine jætter med deres kaos og uorden den diametrale modsætning.

Og så er de egoister. Jætte betyder grådig og det er lige præcis, hvad de er. Sådan nogle, der ikke bekymrer sig om fællesskabet, men kun tænker på at samle skatkamrene fulde af guld.

Man forstår derfor godt, hvorfor aserne stjæler fra jætterne og hvorfor de ikke må gifte sig med dem. De betragtes som værende en underordnet race, der ikke må blandes med den ægte vare.

Det er derfor heller ikke svært at forstå, hvorfor nazisterne ofte sammenlignede sig selv med aserne, der kom i Valhal, mens jøderne følgelig måtte være jætterne og dermed høre til i Jotunheim.

 

Da de havde sejlet i noget tid, kaldte udkigsposten. “Nu kommer der land lige fremme”, lød det. Leif skyndte sig over til rælingen og kunne rigtignok se land, hvorefter han tænkte situationen igennem. “Så sejler vi op langs venstre kyst og ser, om vi kan komme ind et sted, hvor der er en fjord og noget land til at beskytte os”, kommanderede han.

Da de havde sejlet yderligere et stykke tid, kaldte udkigsposten igen, da de nu havde passeret noget, der mindede om en kæmpe landtange. Nu var de så kommet til en fjord af en art, hvor det var muligt at sejle ind.

Leif kaldte vikingerne sammen på dækket, som de sejlede længere ind mod vandkanalen. “Vi har valgt det her sted, fordi vi her kan bo i fred og ro, og ikke kan blive overrasket af fjenden”, forklarede han sine folk, der kvitterede med positive udbrud.

Som de nærmede sig, så det dog ikke ud til, at der var helt øde.

 

 

Kapitel 9

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen