kapitel 7

"Kristendommen er mere human end asatroen. Vi skal ikke være kendt ude i verden for at røve, stjæle og voldtage"

Kong Horik til Leif Scienta, da han er ved at konvertere

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 7 - Survival of the fastest

 

 

Forsete er retfærdighedsguden, der bor i sit glinsende slot og som rider på sin gyldne okse.

Men derudover er Forsete et retorisk geni, der som mægler altid kan få to stridende parter til at blive enige, oftest alene ved sin veltalenhed. På den måde minder han om Olof Palme, den tidligere svenske statsminister, der jo kunne få selv terrorister til at blive enige, hvis blot de fik deres vilje.

Forsete adskiller sig dog på ét væsentligt punkt i forhold til svenskeren: I tilfælde af, at parterne mod forventning ikke kan blive enige om en løsning, så slår han dem begge to ihjel.

 

Solen havde hele formiddagen stået ned fra en skyfri himmel, men nu her midt på eftermiddagen var det så småt begyndt at blive overskyet. På den store plads stod Leif og hans folk og diskuterede, hvordan det var gået med opfølgningen på Leifs præsentation.

Halvøre fortalte, at han havde fået flere positive tilbagemeldinger fra de folk, han havde talt med. “Folk har ikke helt fidus til, at det med at vende den anden kind til skulle være løsningen”, sagde han, hvortil Leif svarede, at det glædede ham at høre. “Det sidste, vi har brug for, er folk, der beklager sig”, pointerede han og tilføjede så, at han også selv havde fået en tilfredsstillende respons.

”Jamen så gælder det vel også bare om at komme afsted”, konkluderede vikingelederen til sidst, inden han pludselig blev afbrudt af Toke, der kom løbende. “De kommer, de kommer”, råbte han i vilden sky. Han havde fra sin udkigspost set en horde af mennesker, der kom ridende og alarmerede nu de øvrige Scientaer. “Hvem kommer?” spurgte Leif og forberedte sig på uroligheder. “Det ligner Kong Horik og hans militærfolk”, svarede skibsdrengen, hvorefter Leif kaldte sine krigere over, så de var klar, hvis det skulle komme til kamp. Det var ikke sikkert, men det skadede ikke med lidt rettidig omhu.

Som menneskehorden kom stadig tættere på, kunne Leif rigtignok se, at den udelukkende bestod af vikingesoldater. Og deres anfører var en mand, der hverken kom med blomster eller med mjød, kunne han se. Det var derimod Kong Horik, kongen af Danernes rige.

 

Kongen af aserne er Odin, det er der ingen tvivl om. Engang havde Thor ikke helt forstået hierarkiet, hvorfor den gamle måtte sætte ham på plads.

Da Thor havde skullet over en fjord et sted, hvor den eneste mulighed var en færge, havde Odin klædt sig ud som færgemand. Her svinede han godt og grundigt Thor til fra den modsatte bred, og kaldte ham i bund og grund for en dum proletar. Thor blev mere og mere irriteret og truede endda færgemanden, men lige lidt hjalp det. “Du skulle hellere smutte hjem og se, hvem der ligger i med din kone i stedet for at stå dér og skabe dig”, havde Odin råbt og nægtet at hjælpe Thor over, som i stedet måtte gå den lange vej udenom.

Hammerkasteren fik sig således en velfortjent kindhest og nordboerne en kontant demonstration af, hvem der har bukserne på i Asgård.

 

Da kongen og hans følge var nået hen, så de stod nogle hundrede meter fra Leif og hans hær, stoppede kongen til Leifs store forundring op, hvorefter han sendte en drengespejder over til Leif.

“Kongen ønsker at høre, om De er på vej til at gøre oprør?” spurgte det mindre sendebud, da han var nået over. Leif kiggede på Roald og Halvøre, der begge begyndte at fnise. Leif rystede på hovedet. “Kan du sige til kongen, at hvis han ønsker noget, så kan han komme ind på midten”, befalede han så og sendte derefter spejderen tilbage til Kong Horik.

Da kongen havde fået beskeden, steg han af hesten og begyndte at gå ind mod midten, hvorefter Leif ligeså begyndte at spadsere ind mod den centrale del af pladsen.

Da de kort efter var nået frem, stod vikingelederne og kiggede hinanden lidt an. Samtidig stimlede soldaterne sammen om de to regenter, så der dannedes to halvcirkler. Leifs hær var størst, klart endda.

Kong Horik var ikke særlig gammel og han var heller ikke særlig muskuløs. Til gengæld passede hans tøj til en større mand, end kongen egentlig var, hvorfor kongen fremstod en smule kluntet, syntes Leif, nu han stod over for ham.

“Jeg hører, at De er på vej til at starte et mytteri?” indledte kongen, mens han kiggede på Leif med påtaget autoritet og skuffelse. Leif kiggede op og ned af ham. “Jeg ved ikke, hvad De har hørt”, svarede han så, mens han hævede øjenbrynene. “Gør De oprør? For så håber jeg, at De ved, hvad der sker”, advarede Kong Horik og hev kappen til side, så Leif kunne se hans sværd. På den måde håbede han, at han kunne skræmme den gefionske leder. Men Leif var en Scienta og han faldt ikke for den vestlige Daners intimideringer. “Ti stille og drop Deres trusler. De er i gang med at konvertere til den kristne tro, hvilket forekommer mig at være en smule forræderisk”, udbrød Leif og tilføjede, at vestkongen lige skulle tænke på, at han altså ikke var på hjemmebane. “Kristendommen er en mere human religion end asatroen. Vi skal ikke være kendt ude i verden for at røve, stjæle og voldtage. Det må De kunne forstå, Leif Scienta. Ellers må jeg om nødvendigt dræbe Dem og overtage hele det samlede Gefion”, fortsatte kongen og pustede sig til Leifs store forundring yderligere op. “Hvordan vil De gøre det?” spurgte Leif og lod kongesplejsen vide, at han ikke frygtede ham det mindste. “I tilfælde af, at det her ender med et blodbad, så får De nok svært ved at overbevise kansleren nede i Tyskland om, at De er den rette mand til opgaven”, argumenterede Leif.

Kongen stod og tænkte over, hvad Leif havde sagt og skulle til at svare, da Leif var hurtigere. ”De får nok også svært ved at overbevise folket om, at den nye religion skulle være mere human end asatroen, hvis De starter med at nedsable alle tvivlere”, påpegede han og kiggede spørgende på sin modpart. Kong Horik spekulerede over, hvad Leif havde sagt og lignede én, der havde forstået budskabet. Han lod derfor til at trække sig tilbage. “Men vil De tage afsted og bespotte Gud resten af Deres levetid? Og tage en masse folk med Dem i den sikre død?” spurgte han så og forsøgte at køre på Leifs samvittighed. Leif svarede, at enhver jo måtte svare for sit, men at Scientaerne var færdige med at tilbede overnaturlige skikkelser. “Hvor vi kommer til, vil der ikke blive spildt ressourcer på hverken nytteløse ofringer eller fint tøj til folk, der kan fortælle en god historie”, fortsatte han.

Kongen spekulerede over, hvad Leif havde sagt, inden han valgte at returnere til sit mere krigeriske udgangspunkt. “Siger De, at jeg svindler mit folk?” spurgte han så med et forøget toneleje, idet han trak sit sværd. “Jeg siger, at De er en lille ligegyldighed, der ikke kan betjene det våben, som De står med”, svarede Leif ham, efterhånden træt af hans manglende evne til at konversere på normal vis. Samtidig trådte Leif et par skridt tilbage og kaldte til Kong Horiks soldater, at de ikke havde en chance, hvis det kom til kamp. Herefter remsede Leif alle de forskellige våbentyper op, som hans folk havde udviklet og bragt med sig og som ville udslette Kong Horiks hær i løbet af nul komma fem.

På den måde håbede han, at Kong Horik ville træde tilbage. Men kongen kunne ikke forstå budskabet, i stedet blev han nedladende. “Jeg er Konge, De er kun Stormand”, forsøgte regenten sig, inden han tabte sutten helt og begyndte at fægte uregerligt med sit sværd.

Men Leif var ligeglad med hans titler. “De kan være alt det konge, som De lyster, men herovre på Gefion er det mig, der bestemmer”, svarede han, hvorefter han i et splitsekund trak sin økse og i ét hug skar halsen over på den forræderiske monark.

Sjask, med den skarpe kant flænsede han strubehovedet op på Kong Horik, som med ét dejsede om på jorden med blodet sprøjtende op af halsen.

Bag Kong Horiks døde korpus stod en flok vikingesoldater, som ikke anede, hvor de skulle gøre af sig selv.

“Hey, kom herover”, befalede Leif deres leder, hvorefter pågældende viking trådte frem. Leif forklarede krigeren, at Horik havde opført sig meget utilstedeligt, og at den fremtrådte mand nu måtte tage hjem med beskeden om, at Danerne skulle have sig en ny konge. “Og nu siger du til dem, at de skal finde sig én, der ikke er religiøs”, pointerede Leif over for ham, inden han satte den afdødes soldater fri.

Herefter tog de fleste af vikingesoldaterne hjem. Men nogle blev. De var temmelig imponerede over Leifs lederskab og sluttede sig til den stødt voksende Scientaklan.

Tyr er krigsguden. Selvom de er flere om den, så er Tyr trods alt den tapreste. Da Fenrisulven skulle bindes, nægtede den at samarbejde, hvis ikke der var en gud, der lagde hånden i munden på den som pant. Det gjorde Tyr, modig som han var. Da Fenrisulven opdagede, at der var lusk i foretagendet, bed den hånden af Tyr, hvorfor han den dag i dag kun har én hånd.

 

 

Kapitel 8

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen