kapitel 6

"Vi burde skamme os!"

Svensk feminist til sin genstridige nevø

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 6 - Paradigmeskift

 

 

Thor havde en søn, der hed Magni og han var virkelig stærk.

En dag, da den stærke jætte Hrungner var på besøg på Thors stamværtshus, kom de to machomænd op at toppes. Eftersom Hrungner var på udebane, aftalte de, at de skulle mødes et neutralt sted, så de kunne få ordnet sagerne. Samtidig blev de enige om, at de måtte medbringe hver deres hjælper.

Hrungner havde taget sin hjælpejætte Mokkurkalfe med, der var intet mindre end ni mil høj, og tre mil bred, mens Thor havde taget sin oppasser Tjalfe med.

Thor dræbte Hrungner med sin hammer, men blev selv ramt i hovedet af Hrungners slibesten og faldt ned, så han kom til at ligge med hovedet under Mokkurkalfes fod. Noget, som hans oppasser Tjalfe ikke kunne udrede. Magni, som på det tidspunkt kun var tre dage gammel, var dog så stærk, at han fik løftet Thors hoved fri af Mokkurkalfes fødder og reddede ham dermed fra at blive kvalt.

Det endte med, at Mokkurkalfe pissede i bukserne af skræk over at se Thor rejse sig, hvorefter han gled i sin egen urin, og Thor uden besvær kunne dræbe ham.

 

Som stormand havde man ikke kun ansvaret for de vikinger, der drog ud i verden for at erobre og slås. Der var også folk på hjemmefronten at tage sig af som eksempelvis smede og tømrere, ligesom der var hjemmegående husmødre.

Og så var der trælle. Trælle var sådan nogle, som man kunne tjatte til og voldtage. Det var en form for slaver, men man kaldte dem ikke for slaver og så var det jo selvfølgelig noget helt andet. Under alle omstændigheder var trællene dem, som man brugte til alt det, som man ikke kunne få almindelige mennesker til.

Mange af trællene blev hentet med hjem fra de togter, som vikingerne drog på, når de tog ud i Europa og altså flere hundrede år før, at Danmark handlede slaver fra De vestindiske Øer. Nogle kom fra England, men langt de fleste kom fra den østlige del af Europa, hvorfor betegnelsen slaver opstod og den dag i dag anvendes om det oprindelige folk fra Østeuropa.

Helt uden, at man skal høre på nutidens slavere, der konstant kværulerer over, at deres forfædre blev brugt som billig arbejdskraft.

 

I dag havde den nye stormand for Gefion inviteret alle østdanskere, der ikke var trælle, til at komme og høre om hans visioner for fremtiden.

Til lejligheden var fremstillet en scene af træ, som var nogenlunde 18 meter bred, og løftet et par meter i forhold til jorden. Foran scenen var opstillet bænke til de vigtigste af medborgerne, mens der hele vejen rundt stod almindelige borgere og fyldte pladsen ud.

Leif stillede sig op på scenen og startede med at takke for støtten efter sin fars død. En tid, der havde været præget af en del usikkerhed. Dernæst gennemgik han dagens program, inden han gik i gang med den første del.

Leif fortalte sit folk, at de stod overfor et vigtigt valg, og at de skulle træffe deres valg indenfor den nærmeste fremtid. “Der er tre veje at vælge”, sagde han så og tilføjede, at der i realiteten kun var to.

Allerførst fortalte han om mulighed nummer et. Han forklarede dem, hvordan kristendommen kom fra syd og på sigt ville blive så dominerende, at det utvivlsomt ville medføre, at asatroen ville udgå. Han viste dem, at kristendommen var for stærk og at al modstand mod den ville være nyttesløs. “Derfor er mulighed nummer to, asatroen, reelt ikke en mulighed”, pointerede han. Bagefter gennemgik han historien med Jesus og forklarede dem, at en så naiv adfærd ville medføre store tab, når man løb ind i folk, der ikke havde samme opfattelse af, hvad en fremstrakt hånd betød.

“Måske det endda vil ende med den totale overgivelse”, forskrækkede han dem.

“Men der findes et alternativ. En tredje vej”, kaldte han derefter ud til forsamlingen. Han fortalte dem, at de skulle bruge deres logiske sanser og introducerede et nyt begreb for dem. “Patos”, udbrød han og stak så sin pegefinger op i luften for at signalere, at de nu skulle spidse ører. “Det bliver det vigtigste begreb, som I nogensinde kommer til at lære.”

Han gav herefter tegn til Roald Kløveren, som snød næse, så det stod ud med ting og sager til alle sider. “Det, der kommer ud dér”, sagde Leif og pegede op mod Roalds snudeskaft. ”Det er det, man kalder patos. Det er også snot, så derfor kalder vi det i fremtiden for patossnot.” Han kiggede ud på sit folk med en alvorlig mine. “Og patossnot, det lytter vi ikke til.” Han forklarede sit folk, hvad patossnot var og at det altid medfører, at det er den, der er dygtigst til at jamre, der ender med at få ret. Han forklarede dem, at man risikerede at blive inficeret med patossnot, når man ikke brugte sit hoved.

“Vi bruger i stedet argumenter”, lynede han og forklarede herefter, hvad et argument var, så ingen kunne være i tvivl. Han læste op fra de noter, som han havde taget forinden. “Det mindstekrav, som en ytring skal imødekomme for at være gyldig som argument, er, at den på den ene side indeholder information, som afsender søger modtagers tilslutning til, en påstand, og at den på den anden side indeholder information, som afsender søger at vinde modtagers tilslutning med, et belæg for påstanden ”, sagde han og kiggede dernæst ud på den måbende forsamling, der ikke forstod en pind af, hvad han havde sagt.

Den unge vikingeleder kiggede på Roald og Halvøre, men heller ikke de havde forstået hans udmelding. Leif overvejede derfor, hvordan han kunne forenkle budskabet, inden han igen begyndte at tale til sit publikum. “Et argument er et ræsonnement, hvori der altid indgår mindst to informationer, hvoraf den ene begrunder den anden”, forsøgte han, hvorefter var der enkelte, der forstod det, men langt fra dem alle.

Forsamlingen kiggede rundt på hinanden og mumlede. Enkelte nikkede, hvilket fik Leif til at prøve endnu mere. “Man skal føre bevis for den påstand, som man kommer med”, fik han til sidst skåret det ned til, hvorefter de fleste forstod det, selvom nogle af tilhørerne stadig gloede.

Den unge Scienta prøvede igen og igen med nye eksempler, men hver gang var der for mange, der ikke forstod det. Nogle gjorde, men bestemt ikke dem alle. Og når der så endelig var nogle, der forstod det, så kom der typisk nogle og forvirrede dem igen. Så Leif foreslog i stedet, at de holdt en pause.

“Det er ligegyldigt, hvor mange gange du forklarer det. Lige meget hvad, så vil der altid være for mange, der ikke forstår det”, bakkede Halvøre op og foreslog, at Leif ikke uddelegerede for meget ansvar. Den hårdt prøvede vikingeleder kiggede på ham. “Det kan ikke være anderledes. Vi må bare sikre os, at dem, der ikke forstår særlig meget, heller ikke får særlig meget at skulle have sagt”, svarede han, inden han tav et øjeblik. "Og så må vi finde på nogle bedre argumenter for, hvorfor de skal give sig fuldt ud for fællesskabet. Ellers ender vi bare med sådan nogle historier som den om Hel."

 

Hel, endnu et dødsrige. Men hvor Valhal er et femstjernet paradis, der kræver tapperhed og mod, så er Hel til gengæld det stik modsatte.

De feje krysteres kirkegård, som stedet også kaldes, er altså beregnet til dem, der ikke har nogen ære, men som løber deres vej, når slaget skal slås. Derfor er Hel også både koldt, mørkt og fugtigt, så det ikke fremstår for mageligt for dem, der overvejer kujonløsningen.

Chefen for Hel hedder Hel, og hun er som halvt lig og halvt levende den halvrådne type. Hun er datter af tricksteren Loke, der mest af alt er kendt for sine numre, og søster til Midgårdsormen og Fenrisulven. Hendes mor, Angerbode, havde tidligt i tilværelsen været ret så ambitiøs på sin datters vegne, hvorfor Hel allerede som helt ung havde fået overdraget ansvaret for den triste terminal.

Når de døde er blevet indlogeret, får de lov at spise af Hels fad, der hedder Hunger, og med hendes kniv, der hedder Sult. Hvad de døde ikke ved, er, at jo mere de spiser, jo mere udsultede bliver de.

 

I den anden del af talen havde Leif valgt at fokusere på alle de ting, som hans folk var dygtige til. Han rømmede sig, da han igen stillede sig op på scenen.

“Os vikinger, vi får altid skudt i skoene, at vi kun kan røve og voldtage. Men det er helt forkert, vi kan meget mere end det”, indledte den nye stormand, hvorefter han fortalte dem om alle de byer, som Scientaerne gennem tiden havde grundlagt i Europa. Han hyldede sit folks måde at samarbejde på og pointerede over for dem, at Scientaklanen var dygtige handelsmænd. “Men det, som vi er dygtigst til, er håndværk”, fortsatte han med stolthed i stemmen, inden han tog et stykke guld frem, som han holdt ud i luften. “Og det, som vi er allerdygtigst til, er guldsmedekunsten.”

Han fortalte dem logikken bag og beskrev, hvordan de havde opnået denne kompetence. Han forklarede dem, at hvis man for eksempel er et folk, der konstant skal have smeltet guld- og sølvting om, som andre folkefærd ikke skal, så vil man automatisk opnå en kernekompetence inden for det at omsmelte ædelmetaller. “Og se, hvad det bringer os af velstand, når folk vil købe vores guldvarer, fordi vi er de dygtigste”, fortsatte han og nævnte i samme forbindelse, hvad det medførte af arbejdspladser, når de tiltrak så masse turister.

Om fremstilling af våben og medicinske urter brugte han samme metode, hvorefter han fik dem overbevist om, at der faktisk ikke fandtes nogen begrænsning på deres potentielle velstand. “Det gælder bare om at arbejde hårdt, arbejde smart og arbejde i samme retning”, konstaterede han i et motiverende toneleje. “Og så skal vi holde fast i at tro på de ting, som vi med sikkerhed ved, og så putte det ind i en form for et skab og gemme det. Ja, vi kunne jo kalde det for vidensskabet”, foreslog han impulsivt.

Som det sidste punkt havde Leif forberedt en forskrækkelse. Han havde med vilje gemt denne del til afslutningen, da den var lidt mere barsk end de øvrige emner.

Han forklarede sit folk, at de hellige samfund i fremtiden ikke måtte have nogen fordele, som Scientaerne ikke også ville have. “Hvis de kristne for eksempel har en leder, der er stor og mægtig, så må vi have en tilsvarende leder, der er lige så stor og mægtig”, forklarede han dem, inden han kørte videre ned af samme vej. “Og hvis de troende har et tempel, der er stort og majestætisk, så må have noget lignende, der er lige så stort og majestætisk”, fortsatte han på pædagogisk vis, mens forsamlingen nikkede med.

Dernæst tog Leif en dyb indånding og bad tilhørerne gøre det samme, inden de sammen pustede ud. “Og allervigtigst, hvis de religiøse har en straf efter livet, så bliver vi nødt til at have en straf i selve livet”, fortsatte han og forklarede sit folk, at det jo per definition ikke kunne være anderledes. At hvis Scientaerne lod de overtroiske samfund have så stærkt et våben, uden at have noget modsvar, så ville de ende med at tabe stort. Og da Leif jo på ingen måde kunne overbevise sit folk om, at de ville få en straf efter livet, så måtte de naturligvis have den, mens de stadig var i live.

"Det vil gøre os til nogle rigtige mandfolk", lovede han dem til gengæld og opfordrede dem samtidig til at se positivt på den ændrede situation.

Som en mulighed frem for en begrænsning.

Til sidst opsummerede han det hele for sit folk og gentog for dem, at de havde to muligheder. “Enten følger I med mig, og siger ja til frihed og velstand, eller også bliver i som trælle af kristendommen uden jeres frihed.” Han forklarede dem, at det var nu, de havde chancen. De kunne ikke vente og se tiden an, da tvivlslommen var en midlertidig åbning, der kun var der, til de tog afsted.

Da Leif fornemmede, at flere af dem var gudfrygtige, prøvede han at overbevise dem om, at der slet ingenting var at frygte. Han garanterede dem, at lige meget hvad ville de ikke blive straffet af nogen gud for ikke at have fulgt med en fremmed mand, der kom med en bog. “Beviset er, at vi alle sammen kan komme med en bog”, pointerede han. Han forklarede dem, at ingen i denne verden kunne forvente, at blot fordi de fortalte en god historie, så ville folk underkaste sig dem. “Det vil enhver gud da kunne forstå, hvis I nogensinde bliver stillet til ansvar. Det bedste, som vi kan gøre, er at koncentrere os om vores eget og så lade resten være”, afsluttede han og pointerede så, at ingen af de folk, der tog med ham, ville blive straffet, hvis de lige pludselig skulle finde på at tro på noget, der virkede overnaturligt.

“Så længe man kan argumentere for sin sag”, forsikrede han.

 

 

Kapitel 7

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen