kapitel 5

"Hitler var videnskabelig uredelig, som kun de hellige kan være det"

Rynanda, leder af ScienGen (Scientesisk forening for supereugenister)

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 5 - Besøg fra det varme syd

 

 

Fenrisulven, der er bror til både Midgårdsormen og Hel, var i tidernes morgen en lille og nuttet hvalp, der en dag rendte ind i guden Tyr. Tyr faldt med det samme for den charmerende vovse og tog den med hjem til Asgård, hvor den dog hurtigt voksede sig så stor, at de andre aser ikke turde fodre den.

Til et råd besluttede de derfor, at de måtte binde den. Men desværre fandtes ikke noget reb, der var stærkt nok til at holde bæstet, der i mellemtiden havde vokset sig overnaturligt stort. Tyr tog derfor kontakt til sine dværgvenner i den oldnordiske underverden for at få dem til at fremstille et tov, der var stærkt nok til at holde det kolossale uhyre. Efter at have arbejdet med sagen i noget tid fik dværgene så endelig leveret det særprægede reb, der ikke alene var fremstillet af kattetramp, dameskæg og bjergrødder, men også af fiskefødder og tørtvand.

Da Tyr havde fået rebet, sejlede han sammen med sine asevenner ud til en øde ø, der lå et stykke fra Asgård, hvor de bandt den glubske ulv.

Det var ikke uden et vist offer, dog.

 

Leif og hans nærmeste sad på en af byens beværtninger, hvor der for en sjælden gangs skyld var en munter stemning. For den unge stormand var det derfor et behageligt afbræk i en tid, hvor det meste var præget af forvirring og usikkerhed om, hvilken strategi han skulle vælge for sit folk.

Rundt om i lokalet sad forskellige vikinger og spillede nitavl, som er det, vi i dag kalder for mølle. Enkelte kastede med terninger, ligesom der var én, der sang skjaldekvad. Leif og Halvøre spillede ’Kongens Bord’ sammen med et par andre vikingeledere, mens flere af de almindelige vikinger fulgte med bagfra.

Kongens Bord var en form for Stratego i vikingetiden. Et brætspil, hvor det handlede om at fange kongebrikken i midten og hvor hver enkelt spiller havde en hær. Spillet var derfor ikke kun til fritidsbrug, men lærte også vikingerne at planlægge militære angreb.

Pludselig trådte en mand i fornemme klæder ind i selskabet. Han kaldte højt og spurgte, om Stormand Leif Scienta var at træffe. Der gik noget tid, hvor der var noget mumlen. “Ja, det er mig”, svarede Leif så, hvorefter manden spadserede over til Leif og hans folk, og afbrød dem i deres spil.

“Tillad mig at præsentere mig selv”, sagde den høflige og smilende mand, hvorefter han præsenterede sig selv. “Mit navn er Ansgar, og jeg er missionær for den kristne tro”.

Leif kiggede på mandens klæder, der var finere end noget, han nogensinde havde set. På sig havde han en lilla robe, der var lavet af den fineste silke og overalt var dragten dekoreret med kristne symboler og detaljer i guld. Roben var i tre lag, så Ansgar fremstod både velhavende og autoritær og på hovedet havde han en martyrhat, der var lige så fin som hans klæder. I hånden havde han så en bispestav, der havde en særlig krumning for enden, der symboliserede en slange og som var lavet af det pureste guld.

Ansgar rakte hånden frem for at sige goddag, som man gør i den kristne kultur. Leif kiggede på den fra flere vinkler. Eftersom der ikke var noget i den, kiggede han spørgende på gæsten.

“Ja, altså. Jeg rækker hånden frem for at vise, at jeg er interesseret i et fredfyldt samarbejde. Jeg kommer nede fra det fine land Tyskland, hvor vi jo næsten alle sammen er konverteret til den kristne tro. Har De hørt om kristendommen?” spurgte manden ydmygt.

Ansgar holdt vedvarende hånden fremme og kiggede med en underdanig mine, idet en af de omkringstående vikinger bandede over hans leflende adfærd og hidkaldte Hymer.

 

Hymer, en ældre jætte og verdens mest uheldige kedelejer.

Da Ægirs ølkedel til et festarrangement viste sig at være for lille, tog Thor ud for at finde én, der var af en passende størrelse. Han tog Tyr med sig og de endte hos Hymer, som var så gæstfri, at han slagtede intet mindre tre okser som velkomst, hvoraf Thor alene åd de to. Dagen efter tog Hymer og Thor ud for at fiske, og Thor brugte som madding hovedet fra Hymers største tyr. Da de havde fået kastet linen i vandet, bed ingen ringere end Midgårdsormen på krogen. Men lige, da Thor var ved at få halet uhyret ombord, skar Hymer linen over, hvorfor Thor i arrigskab daskede ham med Mjølner. Hymer faldt i vandet, men formåede at kæmpe sig op på land, hvorefter han holdt en fredsmiddag med Thor. Menuen bestod af to hvaler, som Hymer havde fanget, da han var svømmet tilbage på land.

Bagefter var der dog stadig lidt frem og tilbage, hvorfor det hele endte med en god, gammeldags mandeduel, hvor Thor smadrede Hymers krus mod hans hoved, så kruset blev knust. Dermed vandt Thor kampen og måtte tage Hymers store kedel med sig hjem.

Hymer gav dog ikke op så let og samlede en flok jætter, der angreb de to aser på deres vej tilbage. Men de kunne ingenting stille op, da Thor svingede Mjølner og slog samtlige af dem ihjel.

 

Missionæren trak hånden tilbage og stod nu i stedet med begge hænder bag om ryggen. Leif overvejede i nogle sekunder, hvad han skulle svare, mens han kiggede op og ned af Ansgars gevandter. “Det er nogle flotte klæder, De har Dem. Har De selv betalt for dem?” spurgte stormanden imponeret. “Nej, dem har jeg fået af kirken”, svarede Ansgar, som tydeligvis fornemmede, at hans mission ikke ville blive helt lige så let på Gefion, som den havde været det i den vestlige del af Danernes rige. “Koster det noget at være med?” indskød Halvøre mistænksomt og gik direkte til sagen. “Mnjaeh, det koster vel altid noget at være med. Det væsentlige er, hvad I får ud af at være med”, svarede missionæren på fornuftigste vis. “Men hvad koster det?” spurgte Leif og lod Ansgar vide, at han skulle se at få hostet op med nogle priser. Den kristne missionær tav et øjeblik. “Det koster tiende. 10 procent af indtjeningen”, svarede han så, inden han begyndte at fable løs om, hvor meget Gud Herren giver igen, hvis blot man gør de rigtige ting.

Men de var slet ikke overbeviste, langt fra. Hans klæder og fremtoning var på ingen måde noget at stræbe efter for slet ikke at tale om hans sprog. Den kristne missionær virkede for fin, ligesom han fremstod for pur. For meget altervin, for lidt mjød.

“Ingen kan være så ren og ægte”, hviskede Halvøre hovedrystende til Leif.

Og han passede virkelig ikke ind i selskabet, Ansgar. Overhovedet. Hans fremstrakte hånd var lige så fremmed for dem, som et medlem af Enhedslisten ville være det i Mensa. Alligevel var de venlige mod ham og gav ham plads.

“Må jeg fortælle om Biblen”, spurgte Ansgar høfligt, da de havde fået set hinanden lidt an. “Ja, det må De egentlig gerne, nu De alligevel er her. Så kan vi da finde ud af, hvad det drejer sig om”, svarede Leif, idet han og mændene satte sig til rette.

Ansgar fortalte herefter om skabelsen, Guds istandsættelse af planeten på kun syv dage og fortsatte så kronologisk ud af første Mosebog. Da han var færdig med historien om Kain og Abel, stoppede Leif ham. “Hvorfor giver Gud ikke Kain en ordentlig straf?” spurgte han, mens han tænkte tilbage på den lignende historie om Balder og Loke.

 

Loke, tricksteren! Den luskede spasmager, der i sin tid blandede blod med Odin, og derfor bor i Asgård, selvom han er jætte.

Loke er udspekuleret som langt ind i Hel, og til tider decideret ondskabsfuld, hvilket har givet ham renomméet som en af dem, man som barn ikke må lege med. Man bør derfor aldrig stole på Loke, selvom han op til flere gange rent faktisk har hjulpet aserne.

Hans jalousi bragte ham i en alvorlig knibe engang, som han stadig ikke er kommet ud af. Som straf for, at han var skyld i Balders død, blev han lænket til tre store sten med sin søns tarme, så man var sikker på, at han ikke ville prøve at vriste sig fri.

Baggrunden var, at Balder, som i øvrigt var en af Odins sønner, var blevet spået en død, som aserne ikke ville acceptere. På baggrund af denne spådom, og for at sikre ham mod enhver fare, fik hans mor samtlige ting under solen til at love, at de ikke ville gøre ham fortræd. Den eneste ting, som hun ikke fik til det, var misteltenen.

Da Loke, drevet af misundelse over Balders popularitet, fik den blinde Høder til at skyde en pil af mistelten i hjertet på ham, døde han på stedet. Aserne fandt dog hurtigt ud af, at det var den lumske jætte, der stod bag, hvorfor de begyndte at jagte ham. Loke nåede dog at stikke af og transformerede sig på et tidspunkt om til en sprællende laks, men aserne fik fanget ham. Dernæst tog de Lokes ene søn og forvandlede ham til en ulv, som så sønderrev Lokes anden søn uden dog at dræbe ham. I stedet brugte aserne hans tarme til at binde Loke fast til de tre sten, som omtalt før.

Over Lokes hoved bandt de så en slange fast, som den dag i dag stadig drypper gift ned i øjnene på ham. Lokes loyale hustru kigger godt nok forbi med et fad i ny og næ, som hun kan samle giften op med for at skåne hans øjne. Men hver gang fadet er blevet fyldt, så skal det tømmes og der får Loke giften i øjnene og ryster af smerte, så hele landet rammes af jordskælv.

 

“Fordi Gud er barmhjertig”, svarede Ansgar med et saligt smil. “Hvordan barmhjertig?” spurgte Halvøre undrende, inden han tilføjede, at Kain jo med vilje havde slået sin bror ihjel. Og hvis ikke der var en konsekvens ved det, så ville den adfærd sprede sig. “Ja, det kan man selvfølgelig sige, men på den anden side er det en god idé at tilgive hinanden og komme videre i tilværelsen. Folk laver fejl og det må man acceptere. Kristendommen er en ganske civiliseret religion, hvor fremskridtet skabes ved at tro på det enkelte menneske og ad den vej få skabt et ordentligt fællesskab. Hvert menneske kan jo bidrage. Det gælder blot om at finde ud af, hvad vedkommende evner”, svarede missionæren på overbevisende facon, inden han understregede, at det til syvende og sidst handlede om at elske sin næste, som man elsker sig selv.

De accepterede hans argumenter og bad ham fortsætte. Historien var på ingen måde dårlig og indeholdt da også flere pointer, der var værd at reflektere over, var der bred enighed om.

Ansgar genoptog sin fortælling. Blandt andet berettede han om Syndflodens oversvømmelse, Noa og hans ark, Babelstårnet, og Sodoma og Gomorra, inden han til sidst færdiggjorde første Mosebog og de tog sig en pause.

“Et ordentligt skib han har haft, ham Noa”, sagde Toke, mens han kiggede ud i luften. “Men de gik godt nok meget.” Halvøre var enig og sagde, at han fandt det trist, at de aldrig blev noget sted og byggede noget op. At de altid skulle være på farten. Roald syntes, at der var for få, der blev sjasket. Kains mord på Abel havde været for lidt og Guds barmhjertighed havde taget noget af det sjove, mente han. Historien om Sodoma og Gomorra gik til gengæld rent ind, selvom Leif påpegede, at Gud var faldet lidt for let for Abrahams plageri.

“Nu vil jeg fortælle jer om De Ti Bud, og bagefter vil jeg fortælle jer om en mand, der var så stærk, at ingen nogensinde vil kunne overgå ham”, sagde Ansgar, da de var blevet færdige med pausen og tog dermed hul på den anden del af seancen.

“Gud gav Moses tavlerne med De Ti Bud, Dekalogen, så mennesket kunne få et sæt regler at leve efter”, indledte Ansgar, hvorefter han gennemgik de forskellige bud ét efter ét. De første kunne de sådan set godt acceptere, men herefter var det så som så med forståelsen. At de ikke måtte have andre guder, gik nok. Og det samme med, at de ikke måtte misbruge Guds navn, det var trods alt Gud. Og at søndagen var hellig, var også fint nok. Det krævede blot lidt praktisk justering. Men herfra ophørte enigheden. At dræbe var en uundgåelig ting, når man var i kamp, og at stjæle gav ikke bare vikingerne brød på bordet, men tilmed smør på brødet. Monogami var også en ting, som vikingerne ikke var vant til og noget, som man ikke accepterede lige med det samme, når man var vant til asernes udskejelser. Ægteskaber var ægteskaber, men at der faldt lidt af udenfor i ny og næ, det gjorde Odin og drengene jo selv. Det blev ikke betragtet som utroskab.

Alligevel lod de missionæren fortsætte, hvorefter han nåede til historien om Samson.

 

Samson, biblens svar på Herkules. Jødernes langhårede supermand, der allerede i en tidlig alder blev stillet en helt bestemt skæbne i udsigt: Nemlig at skulle frigøre Israel fra filistrenes undertrykkelse.

Og han klarede den næsten, den jødiske Hulk.

Samson blev opdraget som en rigtig sportsmand, hvor fraværet af uren føde gjorde ham sund, ligesom styrken i hans muskler voksede i takt med, at hans hår groede. Desværre forelskede han sig i en pige fra den tyranniske stamme, som hans mission var at udrydde og så er der ellers lagt i kakkelovnen til business as unusual i den fremstrakte hånds tro.

Undervejs på sin rejse mod Dalila, som er pigen, han har forelsket sig i, river han blandt andet en brølende løve midt over. På tilbagevejen ser han, at en bisværm har bygget rede i den døde løves mave, hvorefter han tager biernes honning ud af løvens mave og spiser det på sin vej. Han dræber på et tidspunkt tusind filistre med en æsels kæbe og minder i det hele taget mere om en gud fra asatroen end en bibelsk karakter.

Men som det altid går med mænd, der ikke kan holde på deres hemmeligheder, så endte også Samson sine dage på grund af en kvindes forræderi. Da han, godt træt af Dalilas evindelige plageri, giver efter og fortæller, at hans styrke kommer fra hans manke, er fundamentet lagt for hans tilfangetagelse. Mod betaling i sølv får Dalila kommunikeret til filistrene, at Samson mister sin styrke i takt med, at han mister sin hårpragt.

Efter der havde været kaffe og kage og lidt frem og tilbage, falder Samson så endelig i søvn. Men da han vågner, er håret raget af ham, hvorfor alle hans kræfter er væk. Ude af stand til at gøre modstand får filistrene anholdt den svækkede karl, prikket hans øjne ud, inden han omsider ender i kachotten.

 

Vikingerne sad som tryllebundne, da missionæren sluttede af med at fortælle, at den fængslede Samson til sidst rev sig løs i kongeslottets store hal, så hele møget brasede sammen. “Og under nedstyrtningen dør de alle som én”, afsluttede Ansgar med en overlegen håndpirouette. Roald var blevet mere interesseret nu, hvor historien havde fået et skvæt action. Han spurgte derfor, om der var flere historier som den om Samson. “Jo, nu må jeg lige se. Det er måske nok den mest aktive af alle heltene”, svarede Ansgar, mens han stod med øjnene let knebet sammen. “Så fortæl om ham hovedpersonen, som De sagde fra start af. Og så bare gå udenom alt det andet”, foreslog Halvøre, som åbenlyst syntes, at der var lidt langt mellem snapsene.

“Det hele startede med, at en jomfru ved navn Maria nedkom med et barn i Betlehem. Nemlig Jesus af Nazareth”, fortsatte den kristne missionær, hvorefter han fortalte hele historien om Jesus, hvordan han ofrede sig for menneskeheden ved at lade sig hænge på et kors og hvordan han efterfølgende genopstod fra de døde.

Da Ansgar var færdig, kunne Leif ikke lade være med at spekulere på, hvor anderledes kristendommen var i forhold til asatroen. Leif kunne ikke forstå, hvordan en dame kunne blive undfanget, uden en mand havde deltaget. Det stod i skærende kontrast til den nordiske mytologi, som var væsentligt mere frisindet med dens promiskuøse guder, der mere end tog for sig af retterne. Blandt andet, når de ind imellem klædte sig ud som mennesker for at spadsere ned i Midgård og score dødelige damer. Det var ikke unormalt, at de parrelystne aser opførte sig sådan. Nu stod der så en mand og knævrede løs om en Helligånd, som det åbenbart var meningen skulle overtage de mere muntre opgaver samtidig med, at Leif og hans folk skulle knokle røven ud af bukserne, række hånden ukritisk frem mod fremmede og tilmed tilgive selvsamme, når de stjal deres ting. Og som om det ikke var nok, så skulle man altså også betale tiende. Og hvad kunne det ikke udvikle sig til med tiden, tænkte Leif, og sukkede let.

Forbud og fårehyrder var nogenlunde, hvad den samlede pakke indeholdt, hvorfor vikingelederen ikke faldt for missionærens projekt.

“Jeg tror ikke, at det er noget for os”, svarede han derfor Ansgar, da han havde fået spekuleret over tingene. “Vi har rigeligt at tro på, så tag De bare Deres Bibel og gå et andet sted hen.”

De gjorde herefter mine til, at Ansgar skulle forlade etablissementet, da de havde andre gøremål, som de skulle i gang med.

Men missionæren virkede på ingen måde som en mand, der var indstillet på at afslutte seancen. “Lige et øjeblik”, udbrød han pludselig i et toneleje, der havde ændret sig fra før at være positivt og ydmygt til nu at være myndigt og befalende. Leif og de andre kiggede overrasket på ham over hans stilskift. “Der er jo nogen, der vil påstå, at De ikke har noget valg”, fortsatte Ansgar, inden han holdt en mindre pause. “Og her taler jeg ikke om Gud Herren.”

Leif og Ansgar kiggede hinanden lige ind i øjnene.

“Så, hvem er de nogen så?” spurgte Leif, der nu havde stillet sig meget tæt på Ansgar. Missionæren overvejede spørgsmålet, inden han fik et lettere diabolsk udtryk på læben. “Hele syden”, lød det så fra hans mund, uden han i øvrigt fortrak en mine. Samtidig trådte han et halvt skridt tættere på Leif, så den unge vikingeleder ikke kunne komme længere frem. “Som De nok er bekendt med, så har jeg allerede fået bemyndigelse til at bygge kirker på den jyske halvø”, fortsatte den kristne missionær. “Og jeg kan garantere Dem for, at kristendommen også på Gefion bliver folkets religion”, fortsatte han.

Leif stod og spekulerede. Desværre havde missionæren ret. Kristendommen kom fra syd og var i hastig fremmarch, hvorfor det var svært at se, at den ikke også ville blive dominerende i Norden. Især ikke, når kongen var sådan en skændsel, der hverken anede ud eller ind, tænkte Leif for sig selv.

“Det bliver ikke lige foreløbig”, svarede han dog lettere defensivt, hvorefter Ansgar brød ud i et sejrrigt smil. “Når tiden kommer, så vil det nok være en god idé at have valgt rigtigt fra start af”, frembusede missionæren selvsikkert. “Det er muligt. Men indtil da, så vælger vi at afvise Deres fremstrakte hånd. Men tag da endelig over på den anden side af sundet, hvor jeg er sikker på, at De kan finde nogle, der frivilligt vil lade sig berøve alle deres værdier”, afsluttede Leif, inden Halvøre tilføjede, at Ansgar jo ikke havde brug for nogen båd. ”De kan jo bare spadsere derover, ligesom Deres flinke ven.”

De hånede ham godt og grundigt, selvom de udmærket vidste, at han i sidste ende ville vinde. Men de faldt ikke for hans projekt. Og så kan det godt være, at hans Bibel havde folk, der både kunne dele og sågar gå på vandet. Men et eller andet sted var den kristne tro ikke noget, der passede til de nordiske lande, blev Leif og hans nærmeste enige om.

På trods af det sad de alligevel og gennemgik historien, som den omrejsende missionær havde fortalt.

“Det var da noget værre svineri, at ham Jesus selv skulle bære sit kors”, sagde Toke, som tydeligvis havde sympati for den opofrende mand. Roald nikkede og sagde, at der skulle være flere af hans slags. “Især i England, når jeg kigger forbi”, tilføjede han med et smørret grin. “Og ham Judas var da også en værre Loke”, indskød Halvøre til sidst, inden de lagde Biblen på hylden og drak sig fulde i mjød.

Leif var ikke helt lige så aktiv i drikkeriet længere. Ud over at have fået mere at spekulere på havde han nemlig også fået mere travlt, fornemmede han. Han gik derfor op på terrassen og sad for sig selv.

Skulle de tage kampen op med de kristne? Det virkede som en kamp, der var umulig at vinde. Hvis de først fik nedkæmpet den første gruppe, så ville de kristne blot mobilisere flere styrker herop.

Og hvor skulle Leif få sine krigere fra, udover fra Gefion og Sveernes rige?

Efter kort tids spekulation kom han frem til, at de var chanceløse og ville tabe stort. Det var ikke bare Davids kamp mod Goliat, det var den sikre vej direkte i døden. En skæbne, han under ingen omstændigheder kunne byde sit folk, hvorfor de var tvunget til at forlade Gefion.

Og selvom det bestemt ikke huede ham, at deres eneste mulighed var at tage benene på nakken, så måtte de alligevel gøre det, der skulle til for, at de kunne leve som et frit folk.

De måtte med andre ord tilpasse sig deres omgivelser.

 

 

Kapitel 6

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen