kapitel 4

"Island, Grønland, Svalbard, Færøerne og Shetlandsøerne"

Øer, der hører under det scientesiske rige

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 4 - Tabu

 

 

Fredag er den dag i ugen, der er opkaldt efter Frigg. Frigg, som jo er Odins hustru og lige så klog som sin mand. Men modsat så mange andre hustruer, som ikke engang er kloge og alligevel kæfter op, så forstår Frigg den ædle kunst at tie. Hun er mor til tre søde drenge og gør et fantastisk job som hjemmegående husmor, selvom rygtet dog siger, at hun har ligget i med begge sin mands brødre.

Modsætningen til Frigg er den mere promiskuøse Freja, selvom det sommetider har været hævdet, at de er én og samme gudinde. Egentlig havde det dog været mest oplagt, at det var Freja, der havde fået opkaldt indledningen på weekenden efter sig, for mere løssluppen gudinde skal man lede længe efter. Freja er intimitetens og frugtbarhedens gudinde og ligger i med gud og hver mand, bogstavelig talt. For eksempel lod hun sig bedække af intet mindre end fire dværge som betaling for guldringen Brisingamen.

Freja er derfor det, man vil kalde en rigtig champagnegudinde, selvom det retfærdigvis skal nævnes, at der er to jætter, som hun ikke har villet gå i seng med. Nemlig Hrungner og Trym, selvom både Loke og Thor for sidstnævntes vedkommende opfordrede hende gentagende gange.

 

Der var nu gået nogle dage, siden Leif havde opgivet tanken om en overnaturlig eksistens. Konverteringen var indtil videre forløbet smertefrit og han havde hurtigt fået bearbejdet den usikkerhed, der uundgåeligt opstår, når der sker så drastisk en ændring af ens verdensanskuelse.

Nu stod han så i Stormandsgårdens mellemgang og forberedte, hvordan han skulle fortælle sin mor om sine tanker. Det ville ikke blive let, men han vidste, at der ikke var nogen vej udenom.

Da Leif trådte ind i den store stue, sad hans mor sammen med sin søster og talte om, hvordan de skulle tackle eftertiden nu, hvor faderen var væk. Efter Leif havde fået skænket sig en skål mjød, bad han sin moster forlade stuen. Hun rejste sig med det samme for at gå, inden hun gav sin søster et kram på vejen ud.

Det var ikke normalt, at Leif måtte bede sin moster forlade selskabet, men på den anden side var det heller ikke en helt normal situation, som Scientaerne befandt sig i. Tomrummet efter Leifs far gjaldt ikke kun familien, men hele den gefionske klan. Stormanden var folkets beskytter, ligesom han var deres anfører i kamp. Men han havde også ansvaret for at organisere handelsmarkeder, ligesom hans gård fungerede som central for de folk, der boede på Gefion. For det store fællesskabs skyld skulle generationsskiftet derfor gerne ske så hurtigt og gnidningsfrit som overhovedet muligt.

Da hans moster havde forladt lokalet, satte Leif sig og bad sin mor gøre det samme. Rummet var indrettet således, at der i midten af det hele var et ildsted, mens der i siderne var møbler i form af stole og borde samt et enkelt højsæde. De to familiemedlemmer sad overfor hinanden på to stole med et bord imellem dem.

Leif tænkte, at han hellere måtte gå direkte til sagen, men det var lettere sagt end gjort. Den unge høvding mærkede sveden på håndfladerne, samt det tørre spyt, der kom frem mellem læberne, som han skulle til at åbne munden. At sidde overfor sin mor og skulle tale om mandeting var alligevel mere grænseoverskridende, end han umiddelbart havde forestillet sig. Kvinden, han var vant til skulle gå ud, når Leif og hans far skulle tale om vigtige ting.

Efter noget tid fik han endelig en sætning over sine læber. “Jeg har tænkt mig at udfordre guderne”, udbrød han og kiggede sin mor i øjnene. Han var forberedt på hendes reaktion, som han forventede ville være voldsom. Men modsat af, hvad han havde forventet, drog hun blot et lettelsens suk. “Det er ikke nødvendigt”, svarede hun dernæst på en for Leif befriende måde, før hun holdt en mindre pause. “Jeg skal fortælle dig noget, som du bør vide nu, hvor din far ikke er her længere”, fortsatte hun så, idet hun rejste sig fra stolen for at hente en stak runer. Da hun var kommet tilbage og havde fået sat sig, gav hun Leif runerne. “De her er tilbage, fra da din farfar var konge af Gefion. Dengang var det ham, der stod for ofringsfesterne”, forklarede hun og bad ham tyde stenenes budskab.

Leif læste lynhurtigt runerne igennem, men måtte genlæse den sidste del, da det var oldruner og han først troede, at han havde misforstået budskabet. Der stod rigtignok, at kongen af Gefion dengang var Scienta, men der stod også, at de ofringsansvarlige, efter de havde ofret og blotet, tog tilbage og hentede de ofrede ting igen.

Da Leif havde læst runerne nogle gange, kiggede han op på sin mor, mens han spekulerede over budskabet. Efter noget tid brød hans mor tavsheden. “Ja, der kommer jo aldrig nogen og tager de ofrede ting. Det hele ligger altid tilbage", forklarede hun, hvorefter der var en mindre pause, hvor Leif spekulerede videre. "Og det har I vidst lige siden dengang?" spurgte han dernæst bebrejdende, selvom han i grunden godt kendte årsagen til deres hemmelighedskræmmeri. "Jamen vi kan jo ikke gøre det anderledes. Hvad i alverden skal vi dog give folket af forklaring?" svarede hun fluks.

Leif sad og funderede over sin mors beretninger. "Men det er jo et værre spild under alle omstændigheder", svarede han så efter lidt tid, men gav også udtryk for sin forståelse, når alt kom til alt.

Pludselig kom han i tanke om noget. "Og Kong Horik? Tror du, han ved besked?" spurgte han og henviste til regenten over det samlede Danernes rige. Leifs mor kiggede skeptisk på sin søn. "Det tror jeg ikke, du skal regne med. Han virker ikke ligefrem som nogen Odin."

 

Odin, den nordiske mytologis svar på Dumbledore og den klogeste af alle aserne. Runemagikeren, der har et spyd, der kan trænge gennem gud og hver mand, og en hest, der har intet mindre end otte ben. Hesten hedder Slejpner, og ud over at være hurtig som vinden, så er den lige så ferm i luften og i vandet, som den er det på jorden.

Historien om Slejpner er lidt sjov, faktisk. En dag kiggede en håndværker forbi, da han havde hørt, at de skulle have bygget en mur rundt om Valhal. Han tilbød at gøre det på tre vintre mod, at han fik en gudinde samt et par himmelelementer for det. Aserne takkede efter råd fra en ekspert ja, men krævede, at håndværkeren skulle gøre det på kun én vinter. Og hvis ikke han nåede det til tiden, så ville han ingen betaling få. Håndværkeren accepterede, men stillede til gengæld som modbetingelse, at han måtte bruge sin hest Svadilfare som hjælper.

Da tiden næsten var gået, og der kun var tre dage tilbage, fandt aserne ud af, at håndværkeren ville nå det til tiden. Aserne fandt derfor frem til eksperten, der havde rådet dem til at indgå aftalen, og tvang ham til at løse problemet.

Eksperten, som hed Loke, transformerede sig dernæst om til en hoppe, hvorefter han lokkede håndværkerens hest ind bag buskene, hvor de skabte det, der senere skulle blive til Odins transportdyr. Dagen efter var Svadilfare så afkræftet, at den ikke var i stand til at lave noget som helst, hvorfor arbejdet blev forsinket således, at håndværkeren ingen betaling fik. Noget, der irriterede denne så meget, at han blev vred, som kun en jætte kan blive det. Han afslørede dermed sig selv, hvorfor Thor påkaldtes, og med Mjølner knuste han skallen på den forklædte jætte.

Resultatet af hestenes hyggelige seance blev i øvrigt et ottebenet føl, der kom til at hedde Slejpner. Og det er historien om tilblivelsen af Odins hest.

Årsagen til, at Odin kun har ét øje, er lidt kuriøs. Engang kunne han ikke finde sine brødre, hvorfor han gik over til Mimer og spurgte ham, om han måtte få en tår af hans brøndvand, så han kunne finde dem igen. Mimers brønd var nemlig en meget speciel brønd. Dem, der drak vandet derfra, vidste nemlig alt. Men Mimer sagde nej. Kun hvis Odin lagde sit højre øje, så måtte han smage på vandet. Det gjorde Odin, hvorefter han fik en slurk af det magiske vand. Til gengæld for sit ene øje fandt han sine brødre og blev oven i købet klog og vis.

 

“Der var også noget andet, jeg ville tale med dig om”, sagde Leif, da de var færdige med at gennemgå hans konvertering væk fra asatroen. “Kristendommen, hvad er det for noget?” spurgte han.

Hans mor lod til at være tilfreds med, at samtalen skiftede karakter. “Det er ikke meget, jeg ved. Kun hvad din far har fortalt. De kommer sydfra, bruger et kors og tror på en fortælling om en mand, der ofrer sig. Det lyder da ganske hyggeligt”, svarede hun lettere ironisk, hvorefter hun holdt en mindre pause. “Jeg ved ikke, hvad det vil medføre, når det bliver det, vi skal tro på.” Leif undrede sig over sin mors ordvalg og tog sig selv i at smågrine. "Hvorfor i alverden skulle vi dog pludselig begynde at tro på kristendommen?" spurgte han med rynkede øjenbryn og kiggede på hende, om hun lavede sjov. Men det gjorde hun ikke, hun var pivhamrende alvorlig. "De kommer, Leif", svarede hun i en advarende tone, hvilket dog virkede alt andet end afskrækkende på den yngre leder. “Hvis de kommer her, så vil det være det rene selvmord”, svarede han med stor overlegenhed i stemmen. "Og hvorfor skulle de dog også det? De vil jo slet ikke slås", fortsatte han. “De er mange, Leif. Og der kommer et pres, som du slet ikke kan forestille dig. Der er ingen, der kan stille noget op mod nogle, der er så mange”, svarede hun og fortalte ham derefter det sidste, hun vidste om den bibelske fortælling.

Leif sad og vurderede kristendommen, mens had sad med samme ansigtsudtryk, som hvis man var blevet forevist Alternativets partiprogram. ”Men jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor i alverden skifte til noget, der er dårligere?” spurgte han så. “Fordi sådan er det jo. Hvis man er lige så mange, som de er, så er man stærkest”, svarede hans mor og forklarede, at de jo kun var de få vikinger, der fandtes i Norden. “Alle de andre er skiftet, også englænderne. Og så skal du samtidig tænke på, at kristendommen er udviklet et sted, hvor der meget varmere, end der er her. Og du ved, hvordan folk er, når det er varmt. Komplet ustyrlige og umulige at tale fornuft med”, fortsatte hun, stadig mere engageret.

Leif sad lammet et øjeblik, mens han overvejede sin mors ord. Idéen om, at han og hans folk ikke længere skulle være herrer i eget hus, forekom ham fuldstændig absurd. Samtidig havde han så godt som gjort op med tanken om, at der fandtes overnaturlige skikkelser, hvorfor Biblens indtog var mere end ubelejligt.

“Vi skal ikke til at have en ny religion og da slet ikke kristendommen”, udbrød han og holdt ikke tilbage, at han fandt deres udgangspunkt en smule naivt. ”Deres fremstrakte hånd er noget, der måske duer i deres del af verden, men det vil den på ingen måde gøre her”, konkluderede han, mens han tænkte videre over de langvarige konsekvenser. Hans mor kiggede på sin søn, inden hun tog over. Hun lod til at tænke, at han havde forstået problematikken. "Jeg er ikke sikker på, at Kong Horik er enig med dig. Det lader mere til, at han er ved at konvertere. Det er nok også nødvendigt, hvis han vil regere over hele Danernes rige", indskød hun listigt, mens hun rodede med sin skål. “Og apropos varmen, så var det jo også det, der tog livet af Horik den Gamles familie for år tilbage. Ja, de døde jo ikke af hedeslag, men varmen gjorde familien kulrede oven i hovedet og så endte det altså med, at de slog hinanden ihjel”, forklarede hun.

Leif spekulerede over, hvad hans mor fortalte. Det havde været noget værre svineri. Horik den Gamle, som på daværende tidspunkt havde været konge over den vestlige del af Danernes rige, var blevet udfordret af sin nevø, Guthorm, om retten til at være konge. Horik den Gamle havde accepteret udfordringen og de havde efterfølgende samlet hver deres hær. Da slaget havde skullet slås, var de dog endt med stort set at udslette hinanden.

Tilbage havde blot stået en knægt, der havde haft samme navn som den foregående konge og vistnok var i familie med ham. Og det var ham, som i sin tid havde overtaget magten og som allerede nu havde tilladt op til flere kirkebyggerier i Danernes rige.

Leifs mor kiggede bekymret sin søn i øjnene.

“Det er tid til at finde ud af, hvilken vej dit folk skal.”

 

 

Kapitel 5

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen