kapitel 3

"Se, hvordan han sidder og bruger beskidte tricks"

Kansasklædt håndværker (om romatigger, der sidder og klirrer med sine mønter)

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 3 - Ugudelige tanker

 

 

Blot er ofringer og det er et lidt spøjst koncept, egentlig. Idéen er, at man tager en ressource, som for menneskene har en stor værdi, og ofrer det til nogle guder, for hvem det ingen værdi har og hvis samtlige ejendele er lavet af guld.

 

Der var nu gået nogle uger, hvor Leif havde spadseret rastløst rundt, siden faderen havde afsløret sine sidste ord for ham. Han var derfor havnet midt i et ingenmandsland, hvor han ikke anede, hvordan han skulle tolke den gamles mystiske afskedssalut. Den nye stormand havde derfor bedt sine omgivelser om fred og ro, mens han fik bearbejdet sine tanker og fundet ud af, hvad der var op og ned i faderens sidste udgydelser.

Han havde mest hældt til, at han skulle udfordre guderne. Idéen om, at hans far skulle have haft nogle særlige kvaler med kongen virkede, når alt kom til alt, ikke videre sandsynlig. De havde ganske vist haft deres ture, som man siger det, men sådan var det jo. Hans far havde aldrig rigtigt givet udtryk for, at han var utilfreds med kongen, eftersom samtlige konger gennem tiden havde accepteret, at Scientaerne regerede på Gefion. Leif forkastede derfor den teori relativt tidligt i sine overvejelser.

Leif havde derfor i stedet spekuleret på, om hans far havde ment, at han skulle sige tak og farvel til asatroen. Ikke, at han var sikker, men det virkede mest sandsynligt. Hvad skulle det ellers være? Og når Leif tænkte tilbage, så huskede han, at hans far kun sjældent havde refereret til asatroens fortællinger. Da han var yngre, havde Leif troet, at det var fordi, at hans far var leder og derfor var underlagt andre regler, men nu gav det mere mening, at det var fordi, at den gamle slet ikke troede på Odin og Thor.

Problemet var bare, at det havde store konsekvenser at udfordre guderne. Det havde Leif jo lært gennem hele sin opvækst. Og ifølge fortællingerne var straffene ret så barske. Lige fra en dårlig høst til, at man røg direkte i Hel. Men det virkede for ulogisk meget af det, syntes Leif. Historierne hang ikke altid lige godt sammen.

Mens han gik og spekulerede over tingenes tilstand, og hvordan han skulle gribe det hele an, slog det ham, at i så fald en udfordring af guderne ville medføre en straf, så måtte det per automatik indgå i gudernes kalkule, hvorvidt han mente at gøre det rigtige eller ej. Han var jo ikke ude på at provokere, men hvis tingene skulle undersøges, så skulle de jo undersøges. For vores allesammens skyld. Hvis han en dag blev stillet til ansvar over for en gud, så måtte han jo forklare, hvorfor han havde ageret, som han havde, tænkte Leif. Og der måtte der jo være forskel på, om man skulle være på tværs, eller om man, som i Leifs tilfælde, havde foretaget en grundig analyse og var kommet frem til, at projektet havde for mange huller og derfor måtte forkastes.

Hvad nu, hvis nogen havde misforstået det oprindelige budskab? Eller ligefrem manipuleret med det? Eller helt opfundet det for den sags skyld. Han havde ledt og ledt efter beviser, men det var det småt med for ikke at sige ikke-eksisterende. Og historierne blev ofte præsenteret med en del modsætninger, mente Leif.

I det hele taget krævede det en fantasi, der var ud over det sædvanlige, at forstå, hvordan Jorden var blevet skabt ifølge den nordiske mytologi.

 

Det hele startede med, at der var et kæmpe træ, der hed Yggdrasil, som havde tre rødder. Ved den sydlige af rødderne var et rige, der hed Muspelheim, hvor der var så varmt, at alle, der kom dertil udefra, ville brænde ihjel, mens der ved den nordlige af rødderne var et rige, der hed Nifelheim, hvor der omvendt var så koldt, at alle, der kom dertil udefra, ville fryse ihjel.

Midt imellem disse to verdener – og ved den mellemste af Yggdrasils rødder, hvor der var en mere behagelig temperatur – fandtes så Ginnungagap. Et gigantisk hul, der dog snart skulle blive til det, som vi kender som Jorden.

Fra Muspelheim strømmede oceaner af lava ned i hullet, som undervejs blev til spruttende gløder, mens der fra Nifelheim fossede kæmpe mængder vand derned, som på vejen blev til store isblokke. Nede i bunden af Ginnungagap stødte isblokkene så sammen med gløderne, så der følgelig opstod damp. Denne damp blev til rim, og ud af denne rim skabtes et kæmpe hav. Dette hav blev til verdens første væsen, der gik under navnet Ymer. Den Ymer, der blev fortalt om tidligere. Ymer, som i øvrigt var jætte, dem kommer vi tilbage til, blev som sagt skabt som det første levende væsen i verden. Hen, Ymer var hermafrodit, var dog ikke det første levende væsen på Jorden, eftersom Jorden slet ikke var skabt endnu. Der skete nemlig det kuriøse, efter Ymer var blevet skabt af rimhavet, at noget af den smeltede rim blev til en ko, der hed Audhumble. Audhumble stod en dag og slikkede på nogle saltsten, da der kom en tot hår frem. Dagen efter kom et hoved frem, og på den tredje dag kom en hel krop frem. På tre dage havde Audhumble slikket verdens første menneske, Bure, frem. Bure blev stamfader til guderne og fik sønnen Borr, som så fik tre sønner, hvoraf den ene var Odin. Dem kommer vi tilbage til. For sideløbende med, at Audhumble slikkede Bure frem på tre dage, sov Ymer. Og mens han sov, skete der det ejendommelige, at der ud fra hans venstre armhule skabtes en mand og en kvinde af hans sved. Altså en delt førsteplads med Bure om at være det første menneske på jorden.

Odin og hans brødre slog dernæst Ymer ihjel for efterfølgende at skabe Jorden ud af ham. Midt imellem Nifelheim og Muspelheim, hvor der hverken var for varmt eller for koldt, skabte de vores verden ud af den gigantiske jætte.

Efter de havde slået ham ihjel, parterede de ham. Først tog de kødet, som de lavede selve jorden med og derefter var det bare at bygge oven på fundamentet. Hans tænder blev til klipper og sten, mens håret blev til skove. Blodet blev til hav, knoglerne til bjerge. Af kraniet skabte de himlen, og af hjernen blev skabt skyer. Til sidst tog de gløderne fra Muspelheim og kastede disse op i luften, så de blev til store og funklende stjerner, hvoraf solen og månen var de største.

Og nogenlunde sådan, ifølge den nordiske mytologi i hvert fald, er Jorden opstået. En metafysisk røver, der får Baron von Münchhausens fortællinger til at ligne videnskabelige artikler i ’Ugeskrift for Læger’, hvorfor stormandens skepsis var fuldt forståelig.

 

Leif sad og forestillede sig, hvordan der var blevet skabt mennesker ud fra en armhule, men kunne på ingen måde se det for sig. Og da han kiggede op på skyerne, havde han også svært ved at forestille sig, at de skulle have været dele af en jættehjerne.

Efter at have gennemgået det hele én gang til besluttede Leif sig for at forkaste asatroen. Alt pegede mod, at der var tale om et falsum og på den baggrund så Leif ingen grund til at fortsætte ned af samme vej, som de hidtil havde bevæget sig på.

 

Der var nu gået et par dage, hvor Leif havde overvejet, hvordan han skulle få sine folk overbeviste om, at de skulle konvertere, ligesom han selv havde gjort det. Han vidste, at det var et ømtåleligt emne, hvorfor han måtte passe på med bare at buse frem. Alligevel vidste han også, at han død og pine måtte have dem med på holdet.

Nu sad han så nede ved vandet sammen med sine nærmeste allierede og drak en skål mjød på en af de udendørs beværtninger, der fandtes i området. Mens formiddagssolen skinnede ned fra en skyfri himmel, tænkte Leif, at han lige så godt kunne gå direkte til sagen.

Leif fokuserede på vandet, der dampede op fra vandkanten. "Hvad tror I, at årsagen er til, at der kommer regn ned fra himlen?" spurgte han så. Både Roald og Halvøre kiggede undrende på ham, inden de svarede, at det jo var fordi, at Thor og de andre guder velsignede dem med vand til deres afgrøder som svar på deres ofringer. “Hvad er din pointe?” spurgte Halvøre ham. Leif pegede derefter ned på det dampende vand og spurgte dem, om de var enige i, at det var på grund af varmen, at vandet fordampede og steg opad. Det var de enige i. Leif fortalte dernæst, at han ikke havde den fjerneste idé om, hvorfor vandet kom ned igen. Blot, at det gav mening, at det kom retur som en del af en cyklus. “Ligesom når vi hælder kolde mjød ind foroven, så skal det jo også ud forneden på et tidspunkt. På samme måde må naturen da også være indrettet sådan, at når vandet kommer op, så skal det vel også ned igen”, argumenterede han. De to følgesvende grinede og nikkede. Det var en besked, der var til at forstå. Alligevel var de gudfrygtige. “Leif, jeg er ikke helt vild med det, du sidder og siger”, sagde Roald og kiggede bekymret på den unge leder. Leif kiggede med forundring tilbage. “Du tror ikke, at vandet fungerer efter samme system? Når det fordamper op i himlen, så skal det vel også ned igen på et tidspunkt. Og hvem i alverden skulle dog kunne vide, hvordan det foregår? Har I måske været oppe og se, hvad der sker oven på skyerne?" spurgte han så, mens han kiggede alvorligt på de to følgesvende. Roald og Halvøre kiggede tilbage på Leif, inden vikingelederen brød stilheden. “Jeg har ikke i hvert fald, så jeg skal ikke kunne sige det”, sagde han så, inden han kiggede vedholdende på dem begge for at vise, at de nu skulle finde nogle argumenter frem, hvis de havde observeret noget andet.

De kiggede på hinanden i noget tid. Hvor de to følgesvende først troede, at Leif bare indledte en samtale om ingenting, gik det nu pludselig op for dem, at han rent faktisk mente, hvad han sagde.

Leif fortalte dem herefter om sin fars sidste ord, og de tanker, som han havde haft efter begravelsen. Han gjorde sig umage for ordentligt at forklare, hvorfor det i hans øjne var mere end tvivlsomt, at deres tro var andet end en god historie. “Så jeg tror faktisk overhovedet ikke på det”, afsluttede Leif fortællingen. Roald kiggede på ham, men var væsentlig mere afslappet, nu hvor han havde fået tingene forklaret på en ordentlig måde. Alligevel var han ikke helt rolig. “Det er virkelig ikke særlig godt, hvis du tager fejl”, indskød han efter lidt tid. Leif forstod, men forsøgte at berolige ham ved et påpege, at den eventuelle konsekvens ved at hoppe af vognen afhang af flere ting. “Hvis der virkelig findes en gud, så må der også findes en mellemstation”, svarede vikingelederen i et overbevisende toneleje. “Et sted, hvor man bliver vurderet, når man er død. Ikke på, hvor mange gange man har siddet med hænderne foldet, eller gjort dit og dat, som der står på nogle runesten, men på, hvad man har gjort for sit folk.”

Både Roald og Halvøre lod til at være overtalt, som Leif gik stadig mere i dybden med sine forklaringer. Halvøre tilføjede endda, at det var sandsynligt, at en eventuel gud ville gå så langt som at straffe regelryttere. “Til gengæld vil han skåne folk, der har lært at bruge deres hoveder til at tænke selv”, tilføjede han, hvilket Leif i sagens natur var enig i.

“Det vigtigste er, at vi ikke håner ham. Det vil ingen guder finde sig i”, afsluttede Leif.

 

 

Kapitel 4

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen