kapitel 2

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 2 - Valhal

 

 

Heimdal er navnet på den ensomme gud, der bor på toppen af Himmelbjerget. Herfra bevogter han Bifrost, som er en regnbuefarvet bro, der går fra Midgård til Asgård, så jætterne ikke kan komme ind til aserne.

Den hvide as, som han også kaldes, er samtidig den af guderne, der har fået den mest matriarkalske opdragelse. Heimdal voksede nemlig op i nogle ret så alternative familieomgivelser, der med det samme ville have fået Det radikale Venstre til at savle af bar misundelse. Med intet mindre end ni mødre, og en fraværende far, var Heimdal nemlig et vaskeægte regnbuebarn, der helt i feminismens navn blev opdraget til, at han skulle sidde og holde øje med alle mulige andre end sig selv.

 

Scientaklanen var nu kommet tilbage til den danske østkyst, hvor de var ved at gå i land. Forrest gik vikingerne og pralede med, hvor mange prygl de havde uddelt på turen, mens trællene gik bagerst og slæbte på de ting, som vikingerne havde erobret. Byttet skulle bringes hjem til Stormandsgården, hvor det skulle tælles og noteres, inden det skulle smeltes om.

Byen hed Scientaby og den var anderledes end andre vikingebyer. Anderledes på den måde, at den havde udviklet sig til en magnet for dygtige håndværkere, som kom fra nær og fjern for at bosætte sig, hvorfor byen samtidig havde udviklet sig til et knudepunkt for transport og handel. Et forhold, der havde sikret et højt velstandsniveau.

Selve byen bestod af en masse huse, hvor vikingerne og håndværkerne boede, ligesom der var fyldt op med værksteder som for eksempel smedje og væverier. I midten af det hele lå så Stormandsgården, hvor Leif og hans familie holdt til.

Scientaerne hed de, og de var ikke familien hvem som helst. Scientaklanen havde gennem tidens løb regeret hele den østlige del af Danernes rige og haft en kolossal indvirkning på regionens udvikling. Scientaslægten var særlig kendt for deres vid og begavelse, ligesom deres evner udi kunsten at læse runeskrift var uovertruffen. Ind imellem tog Scientaerne ud og erobrede landområder, men det var langt fra dem alle, der plyndrede og stjal. Der var også handelsmænd, der drog fredeligt ud og gjorde købmandskab, ligesom der var Scientaer, der grundlagde egentlige byer.

Som den sidste mand forlod Leif skibet. Straks han satte sine fødder på land, kom en midaldrende dame ham i møde. Hun var iført tarvelige klæder og hendes ansigt udstrålede på én og samme tid bekymring og underdanighed. “Det varer ikke længe”, udbrød hun med bøjet hoved, da hun stod foran Leif. Den unge vikingeleder kiggede på hende med en alvorlig mine. Leif vidste med det samme, hvad hun mente, da han var bekendt med faderens uhelbredelige tilstand. Såret, som faderen havde fået, havde ikke været til at helbrede og som tiden var gået, var det uundgåelige kun rykket nærmere.

Da de var kommet hen til Stormandsgården, forlod damen Leif, der gik indenfor i forhuset og hang sin kampøkse op i sit våbenskab.

Et våbenskab var ikke noget, der var alle vel undt. Det var kun eliten, der havde råd til den slags. Og så krævede det et vist arsenal af våben og det havde familien Scienta. Det skyldtes dog ikke, at de sloges særlig meget, men Scientaerne brugte deres hoveder i særlig grad, hvorfor deres viden om alle våbentyper var vigtig, så de kunne videreudvikle dem.

Leif gik ind i sygeværelset og kiggede på sin far, der lå helt bleg i sengen. Ved siden af ham sad Leifs mor og holdt faderen i hånden, mens der rundt om sengen stod en række af sørgekoner og bad alt, hvad de kunne for at guderne skulle spare den gamle høvdings liv. Men der var ikke noget at gøre. Manden var for svækket og hans langsomme bevægelser var de sidste krampetrækninger fra en viking, der nu var på vej til Valhal.

 

Valhal, enhver krigers drøm. Her kommer alle de vikinger hen, der ærefuldt dør i marken, så de kan få lov at føle, hvordan det er at være overmenneskelig.

Når der har været kamp, kommer Odins eget, beredne kvindekorps, Valkyrierne, og henter de krigere, som de på forhånd har udpeget skal dø i slaget. Den forudbestemte skæbne besegles altså INDEN stridighederne indledes, hvorfor krigerne absolut ingen indflydelse har på, om de overlever eller ej.

Det er matchfixing på et plan, der ville få den kinesiske mafia til at måbe. Og det virker. Eftersom udfaldet er givet på forhånd, er det nemlig blot at give den fuld skrue, for gør man ikke det, så bliver man selvfølgelig ikke udvalgt. Man skal vise mod og mandshjerte, men så er gevinsten der til gengæld også.

Kurophold med ekstra ansigtscreme, massageolie og spabad. Valhal er en form for military camp for de krigere, der senere skal slås mod de onde i den endelige kamp, der går under betegnelsen Ragnarok. De kaldes Einherjerne og de er særligt udvalgt til at komme til Valhal, Odins egen borg. Einherjerne kæmper dagligt mod hinanden udenfor Valhals mure for at forberede sig til Ragnarok og dør ofte under træningen, inden de om aftenen bliver genoplivet af Valkyrierne og bragt tilbage til Valhal. Her serveres stegt flæsk ad libitum, da den lokale gris er uden begrænsninger, ligesom mjøden flyder i stride strømme fra geden Hedruns yver. Ind imellem står den så på intime øjeblikke med Valkyrierne, som, ud over at være fantastiske og brutale krigere, også er smukke og villige elskerinder.

Så det er noget af en gulerod, der venter de modige og tapre vikinger i Valhal. Altså, hvis de ofrer sig på slagmarken, som Leifs far havde gjort.

 

Da Leif trådte ind i sygerummet, rejste hans mor sig med det samme for at forlade det, så far og søn kunne være alene sammen. Leif befalede samtidig grædekonerne at følge med hans mor, hvilket de øjeblikkeligt gjorde.

Efter de hver og én havde forladt lokalet, kiggede Leif på sin far. Det var tydeligt, at der ikke var meget energi tilbage i den gamle, som han lå dér komplet hjælpeløs. Efter lidt tid begyndte den uhelbredelige patient at røre på sig.

“Kom her”, sagde den døende mand og viftede Leif hen til sig, inden han med sine sidste kræfter tog fat om halsen på den yngre Scienta. “Du må ikke tro på løgnen”, udbrød han så, mens han kiggede sin søn i øjnene. Leif havde ikke den fjerneste anelse om, hvad faderen mente. “Hvilken løgn?” spurgte han derfor, mens han kiggede fokuseret på sin far, der igen begyndte at bevæge sine læber. “Jeg har fejlet, du må få vores folk til at vågne”, sagde faderen dernæst, inden han løb tør for kræfter og løsnede taget i sin søn. Samtidig slap han sine muskler i nakken, så hans hoved faldt tilbage.

Leif tænkte, at hans far nok led af en art febervildelse og derfor var ude af stand til at tænke klart, eftersom hvad han sagde, ikke gav nogen mening. Han tog derfor et vådt klæde og duppede hans pande.

Langsomt fik patienten sundet sig og genfundet lidt af styrken. “Sandheden er virkeligheden”, sagde han dernæst i det, der samtidig lignede at være de sidste ord, der nogensinde kom over hans læber. Han lukkede øjnene og udstødte et afsluttende suk.

Leif spekulerede over, hvad faderen havde sagt. Hvilken løgn? Det kunne da ikke have noget med kongen at gøre, kunne det? Leif vidste, at hans far gennem tiden havde haft sine ture med de konger, der havde regeret samtidig med ham selv. I gamle dage havde flere af stormændene kaldt sig konger, blandt andet Leifs farfar, men det var slut nu. Der var kun én konge, nemlig Kong Horik. Og det var vist ikke gået helt stille for sig, da den position var blevet fordelt. Kunne det være det, han havde refereret til? Næppe. Og kongen dækkede jo som sådan heller ikke hele Danernes rige, men kun den vestlige del, vidste Leif jo.

Pludselig trykkede faderen ham i hånden og spilede øjnene helt op. “Kun det, vi med sikkerhed ved!” udbrød han så, inden han stillede træskoene helt og valkyrierne hentede ham med lettere forsinkelse.

Der er regler, og regler skal overholdes. Og reglen i den nordiske mytologi er, at krigeren godt kan dø efter at være hjembragt fra slaget, og stadig komme i Valhal, så længe det dødelige sår er indtruffet på kamppladsen. Der skal med andre ord være kausalitet i tingene, hvilket der var i Erik Scientas tilfælde, som efter et godt og aktivt liv nu havde leveret stafetten videre samt sikret sig selv en plads i den forjættede efterverden.

Leif tog en dyb indånding og pustede ud. Han var ikke helt klar over, hvordan han skulle tackle de informationer, som hans far havde efterladt ham med. I stedet for at hidkalde de øvrige familiemedlemmer sad den unge vikingeleder som forstenet og kiggede ud i luften. Hvad i alverden var det, hans far lige havde fortalt ham? Ikke ligefrem det, man ville kalde den mest konventionelle afsked, hvor far lige giver søn nogle kærlige ord med på vejen. Men han havde selvfølgelig heller ikke været ved sine fulde fem, da han havde fablet løs, tænkte Leif.

Pludselig trådte hans mor ind i stuen. Leif kunne se, at hun havde tårer i øjnene. Noget, han ellers aldrig havde set før.

Hans far havde været en god mand for folket, men også for sin familie, som nu skulle have sig en ny leder. Det var Leif, der skulle overtage den position, og han var klar. Så klar, at han, inden dagen var omme, havde fået bearbejdet sin fars død emotionelt. Som nyt overhoved var der ikke tid til at sørge, det ville der ikke komme noget fremskridt ud af.

Hans eneste problem var, at han stadig ikke forstod, hvad hans far havde forsøgt at fortælle ham på sit dødsleje.

 

Der var nu gået nogle dage og tiden var kommet til at begrave den afdøde. Selve seancen bar kraftigt præg af, at der var tale om begravelsen af en eliteborger, hvilket især kunne ses på mængden af ofringer. Blandt andet var der et utal af genstande, der symboliserede de nordiske guder, ligesom der var bjerge af våben, der hyldede den afdøde stormand.

Graven var et stort hul i jorden, hvor der var gjort plads til kisten, som dog ikke var en kiste, men derimod et mellemstort skib. Noget, der var ganske normalt for en mand af Erik Scientas stand. Skibet var hans eget private og havde en længde på 14 meter og oven på skibet var til lejligheden bygget et mindre hus af træ, som den afdødes lig skulle opbevares i. Skibet blev kørt ind på en vogn, der blev trukket af flere store okser og da vognen var kørt helt hen til graven, blev okserne spændt fra og skibet tippet ned i hullet. Samtidig var det nu blevet sidste mulighed for folket til at få sagt farvel til deres tidligere leder.

Leif havde bedt Arne Sløvhakke sige et par bevingede ord, da Arne besad en fin evne udi kunsten at tale til forsamlinger. Arne fortalte, at Erik Scienta nu ville komme til Valhal, hvor han hørte til og at folket skulle vænne sig til en ny leder. Efter nogle minutter var han færdig og de nærmeste gjorde klar til den sidste afsked.

Da Leifs mor havde været inde i gravhuset, var det den yngre Scientas tur. Leif lagde faderens sværd samt hans skjold ved hans side, ligesom han satte hans hjelm på hans hoved. Han foldede dernæst faderens krigskappe sammen med de øvrige beklædningsgenstande, som han skulle have med sig til Valhal og lagde pænt disse i gravhuset. Bagefter lagde han en ministatue af Odin i graven, inden han til sidst lagde to fuldskala modeller, udskåret i træ, af Freja og hans mor derned. Der var ingen tvivl om, at valkyrierne nok skulle tage sig af hans far. Alligevel var de der måske ikke hele tiden og så ville selskabet nok behage, havde Leif tænkt.

Da de var kommet ud af huset, manglede der kun én ting for at fuldende ceremonien. Nemlig den store figur, der skulle bæres ind og hejses foran bådens stævn. Der skulle intet mindre end 48 trælle til, halvandet bundt for at blive i datidens fagterminologi, før den enorme skulptur var båret på plads.

Men så stod hun der også, Gefion.

 

Gefion, Scientaklanens helt egen gudinde!

I sin tid sendte Odin hende et smut til Sverige for at hente noget mere land. Her forførte hun sveakongen Gylfi, der som tak for det muntre selskab gav hende lov til at pløje lige så meget land fri af Sverige, som hun kunne nå på 24 timer.

Til det formål fik hun med en jætte fire børn, som hun efterfølgende transformerede om til okser. Disse spændte hun for den plov, som hun tidligere var blevet givet af Gylfi og så var det ellers bare at gå i gang.

Gefion nåede at pløje intet mindre end 7.000 kvadratkilometer land, som hun tog med sig hjem til Danernes rige.

Gefion lagde landet mellem Odinø og Sverige og kaldte det for Gefion. Og det var lige præcis det område, som Scientaklanen havde ansvaret for.

 

Da ceremonien var overstået, var der arrangeret gæstebud for de fineste. Den eneste, der ikke deltog, var Leif. Han sad blot som forstenet ovre i hjørnet, mens han stirrede ud i luften.

Først nu var det for alvor gået op for ham, at hans far var væk og at han selv stod med hele ansvaret.

 

 

Kapitel 3

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Nogle mennesker bliver født som en spritny Ferrari, mens andre mere er en brugt trailer"

Svensk læge til sin vildfarende patient

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen