kapitel 12

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

 

Kapitel 12 - Skifergas og Lommeuld

 

 

’Wonderful Copenhagen’ bliver den kaldt og det er den helt rigtige betegnelse for byen, der flere gange er blevet kåret som verdens bedste. Købmannahavn, som den hed i gamle dage, var dog mere end én gang i det attende århundrede ved at brænde helt ned til grunden, men genopstod som en anden fugl føniks fra asken og udviklede sig siden hen til det, som vi i dag kender som København.

Byen, der er kendt for sine skønne tårne og sine skæve eksistenser, blandt andet Helena Christensen, som jo er begge dele, men også andre, der kun er det ene.

Men København er meget mere end det. For København er også en by, der er hometown for stærke tænkere som for eksempel Søren Kierkegaard, Niels Bohr og Bjørn Lomborg, ligesom den tilmed har fået opkaldt et grundstof efter sig.

Hafnia. Det er en by, der har noget at være stolt af. Og så har den i øvrigt været i ottendedelsfinalen i Champions League, ikke mindst, ligesom det var på det københavnske rådhus, at det danske landshold i sin tid blev hyldet, da de havde vundet europamesterskaberne i fodbold.

På svenskernes hjemmebane.

 

Lettere forsinket ankom Taylor til Politikens hus, hvor han stillede cyklen op ad den brede glasrude. Han havde fået skældud for at gøre det før, da cykler skulle parkeres i gården, som vagten udtrykkeligt havde forklaret ham det flere gange. Men han havde ikke tid til det lige nu, mente han.

Da han var kommet ind gennem svingdøren, fortsatte Taylor op ad trappen og ind på første salen, hvor redaktionen hørte til. Fluks strøg han gennem det store redaktionslokale og over mod den administrationsansvarlige, der straks så ham og kom ham i forkøbet.

Smilende som altid var hun. En tæt og midaldrende dame, der havde tjek på alt og alle. Ikke på den sladderagtige måde, at hun vidste alt om alle, men hun havde styr på folk, når ikke de selv havde det. Som for eksempel i dette tilfælde med Taylor.

“Nu skal du se, kom her”, sagde hun og trak Taylor i armen. ”Han er inde på hjørnekontoret.”

Derefter spadserede de tilbage gennem redaktionen og hen til chefredaktørens kontor, der i daglig tale blev kaldt for hjørnekontoret.

“Næ”, udbrød hun overrasket, da de var kommet derhen og hun havde fået åbnet døren. “Nu er han sørme gået igen. Nå, han kommer nok lige om lidt”, fortsatte hun, inden Taylor gik ind og døren blev lukket efter ham.

Taylor havde altid været på god fod med hende. Det startede helt tilbage, da han som praktikant hos Ekstra Bladet, som ligger i samme hus, en dag var spadseret over i H.C. Ørstedsparken med hendes cavalier. Taylor havde selv tilbudt det, da han havde mødt hende nede i forhallen, hvor hun havde stået med tårer i øjnene over, at hun var blevet smidt ud af sin mand, der havde fundet sig en yngre kvinde. Siden dengang havde hun altid hjulpet Taylor lidt ekstra, når han ikke havde styr på sine ting.

Mens Taylor stod og ventede, betragtede han billedrækken af de tidligere chefredaktører, der hang på væggen over det store vindue ud til redaktionen. Viggo Hørup og Georg Brandes, de to kulturradikale mastodonter, der havde startet avisen tilbage i 1884, var de mest prominente.

Taylor var ikke selv kulturradikal, det havde aldrig rigtigt sagt ham noget med sådanne udtryk. I det hele taget var han hverken til ismer eller absolutter. Det var mest sådan noget, som folk, der ikke havde noget at gå op i, bekymrede sig om, mente han. Hans far havde altid sagt til ham, at kulturradikalisme i yderste konsekvens betød, at man skulle værdsætte en mand, der sidder og slår sig selv i hovedet med en hammer, på lige fod med ham, der opfinder kuren mod kræft. Selvom Taylor havde forstået hans budskab, havde de kulturradikale under alle omstændigheder en pointe i, at den vestlige verden var forpligtet, mente han.

Alligevel var Taylor ret afslappet omkring avisens radikale ophav og dens holdninger i det hele taget. Politiken beskyttede minoriteter og det kunne Taylor for så vidt godt stå inde for. Mennesker, der kom fra andre lande eller var homoseksuelle, havde alle dage været genstand for forfølgelse fra folk, der havde et lavt selvværd. Som indfødt københavner kunne Taylor ikke se det forkerte i at arbejde for en avis, der havde et særligt fokus på de menneskers sag. Men han var som sagt ligeglad med det. Hvad han var med for, var for afsløringernes skyld. Og her var Politiken forrest. Og hvad var alternativet i øvrigt? Berlingske Tidende? De borgerliges avis, der var ejet af det private erhvervsliv? Ellers tak. Og Jyllandsposten? Avisen, der mest af alt var kendt for sine Muhammed-tegninger og så ellers handlede om livet på en mark? Også ellers tak. Så det var udelukkelsesmetoden, der gjorde, at han var havnet, hvor han var. Noget, der også flere gange var skinnet igennem, når han havde diskuteret med de mest rabiate af sine journalistiske kolleger.

Pludselig gik døren op og ind trådte Ib Langager, Taylors redaktør. En slank og midaldrende mand, der altid fremstod lige så bleg, som havde han just været nede og donere halvanden liter blod. “Nå, så kom du, Taylor. Det var godt”, sagde manden, der stadig var helt kridhvid, selvom han lige var kommet tilbage fra ferie.

Langager var den her lidt tilbageholdende type, der helst ikke ville skabe for meget røre i vandene. Taylor havde lagt mærke til, at han godt kunne blive lidt konfliktsky, når diskussionen blev en smule højlydt. Samtidig var Langager typen, der havde svært ved at se folk i øjnene og sige nej, hvilket Taylor, ligesom flere andre journalister, ind imellem udnyttede til sin fordel.

“Ja, det må du undskylde. Jeg har stadig ikke fået styr på den elektroniske kalender”, svarede Taylor, selvom han med det samme kunne høre, at det blev lidt sølle. Redaktøren afbrød ham. “Det er fint”, sagde han, mens han slog hånden ud i luften for at signalere, at der ingen problemer var. Samtidig pointerede han, at det jo også var sommerferie. “Du havde måske ikke slået antennen til?” tilføjede han efter et par sekunder og nikkede op mod Taylors hår.

Taylor havde en hvirvel bagerst på hovedet, som gjorde, at der altid var et par hår, der stak op. I folkeskolen havde hans lærer kaldt ham Alfalfa, mens hans klassekammerater, der ikke havde set Our Gang, blot havde kaldt ham Antennen.

Uimponeret over sin redaktørs formiddagsjoke, som han gennem tiden havde lagt ører til dagligt, flyttede Taylor fokus væk fra sine genstridige lokker. “Hvorfor så fint?" spurgte han derfor, mens han lettede øjenbrynene og kiggede rundt. “Tjo, når chefen er på ferie, så er det næsten fjollet, at hans kontor står tomt”, svarede Langager med et mindre smil, idet han skubbede sine profilløse briller op i panden. Dernæst foldede han hænderne sammen på maven og lænede sig tilbage i stolen, inden han lagde an til en seriøs, men alligevel afslappet samtale.

“Du sagde, at du gerne ville lave noget andet end amning på caféer og fejlslagne bycykelprojekter, ikke?” spurgte han opmuntrende og lagde op til, at han nu havde en case af en helt anden kaliber. Taylor kiggede på ham. “Jo, hvad har du?” svarede han med det samme og rykkede instinktivt frem i stolen. Samtidig noterede han sig, at sommerferien havde gjort Langager i noget bedre humør, end han plejede at være. “Jamen så har jeg noget”, svarede redaktøren, idet han daskede kuglepennen ned i bordet og rykkede frem i sædet. Bagefter satte han sine briller ned på deres plads og fandt en mappe med papirer frem fra skuffen. “Her”, sagde han, mens han rakte Taylor mappen. “Vi skal bruge en artikelserie i forbindelse med de planlagte skiferboringer i Vendsyssel. Der er en masse ting, der ikke er foregået efter bogen i forbindelse med interessentshøringerne. Ja, rent ud sagt er folk ikke blevet taget med på råd, og det skal vi have afdækket. Som sagt er der rigeligt at tage fat på”, påpegede redaktøren og understregede vigtigheden af, at demokratiet blev fuldbyrdet i sådanne sager.

Taylor kiggede måbende på ham. Tanken om et længere ophold i Nordjylland, hvor der var rigeligt at tage fat på, bekom ham alt andet end vel. “Så jeg tænkte på, om ikke det lige var noget for dig?” opfordrede redaktøren så med et mindre smil. Taylor sad og spekulerede i nogle sekunder. “Havde de ikke droppet de dér skifergasboringer?” spurgte han så og holdt ikke tilbage, at det ikke var hans største drøm at skulle en tur til det mørke Jylland. “Jo, men du ved jo, hvordan det er. Under alle omstændigheder skal vi helt til bunds i det. Ja, det er med overnatning”, lokkede redaktøren, mens han afventede en tilbagemelding fra sin medarbejder.

De kiggede på hinanden i noget tid, hvor Taylor desperat søgte en vej ud af labyrinten. Til sidst så han sig nødsaget til at hoste op med et svar. “Hvis du vil sidde dér en dag”, sagde han og nikkede over mod chefens stol, der var mere velpolstret end en norsk oliefond. ”Så skal du havde nogle ordentlige afsløringer!” Med det samme han sagde det, kunne han høre, at han kom til at lyde som en nyudklækket CBS’er, der var til jobsamtale. Men han følte, at han måtte holde masken, nu han havde indledt sin jagt på en sjovere opgave.

Ud fra Langagers udtryk at bedømme lignede han én, der havde luret, hvor Taylor ville hen. Han smilede lumsk tilbage. “Jeg sidder her da nu”, svarede han kækt, mens han slog armene ud til siden og smågrinede for at få stemningen tilbage på sporet. De grinede begge, selvom det i Taylors tilfælde mest var ironisk. “Jeg mener, hvis du vil sidde der ordentligt. Det, du har dér”, sagde den kræsne reporter, mens han viftede hånden hen mod skifergas-sagen. “Det er jo noget, som du kan sætte en praktikant til.”

Redaktøren sukkede og gav Taylor ret. Sommerferie betød agurketid og agurketid betød ligegyldige historier om ingenting. “Jamen jeg kan da godt se, hvad jeg ellers har”, sagde Langager, mens han begyndte at rode i sine papirer.

Taylor mærkede et sus i maven, som det lod til, at han kravlede op af vigtighedsstigen. Som journalist at kunne vælge mellem flere artikler var ikke noget, der var alle vel undt. Det var sådan, man fandt ud af, om man kunne undværes på en redaktion, havde hans mentor tilbage på skriveskolen fortalt Taylor.

“Jeg har en stork, der har slået sig ned i Helsingør?” spurgte redaktøren sin medarbejder, der dog prompte afviste ham. “Okay, jeg har et par minoriteter, der er blevet kaldt for diverse ting i nattelivet?” forsøgte Langager, mens Taylor dog fortsat affærdigede ham.

Herefter smed Langager den ene sag efter den anden på bordet, men der var intet af det, der tiltrak Antennedrengen. Alt lige fra manglende barsel til mandlige forældre til evindelige forsinkelser i Metroen blev præsenteret for den kræsne journalist, men der var ingenting at gøre. Alt blev afvist. Frustreret over sin medarbejders manglende engagement, skiftede Langager taktik. Han lænede sig tilbage og foldede hænderne bag hovedet, mens han spurgte Taylor, hvad han så ville skrive om, hvis han selv måtte vælge.

Taylor sad og funderede. Allerhelst ville han til Scientaøerne. Han vidste bare ikke lige, hvordan han skulle få det sagt uden at gøre det direkte og så ville Langager afvise ham på stedet. Det var der ingen tvivl om. På den anden side var det nu, hvor Langager nærmest strålede af overskud, at der var mulighed for den helt store jackpot.

"Tid", udbrød han pludselig, mens han forsøgte at se meget eftertænksom ud. "Ordentlige afsløringer kræver tid", fortsatte han og kiggede beslutsomt på Langager, der blot kiggede afventende tilbage. Taylor havde ikke fået et nej og fortsatte derfor. “Jo, altså. Noget, hvor afsløringen kommer efter, at man har arbejdet med sagen i noget tid”, forklarede han flyvsk, som var han en overset kunstner, inden han drog en parallel til et stykke marineret kød. “Alle ved jo, at det er de historier, der har ligget længst tid i lage, der er de bedste”, argumenterede han og forsøgte at pejle sig naturligt ind på det forjættede land.

Pludselig begyndte redaktøren at rynke med øjenbrynene. "Du sidder da ikke og tror, at du skal op til Scientaøerne?" spurgte han så og kiggede tilbage på den håbefulde journalist som om, at det kunne han godt glemme alt om. Noget, der fik Taylor til at se meget forundret ud. “Helt ærligt, prøv engang at se. Vi har verdens rigeste land i Europa, der ikke har et rigtigt demokrati og som ikke respekterer menneskerettigheder. Sådan noget, det er værd at undersøge”, argumenterede Taylor. Han sørgede bagefter for at understrege det småborgerlige i ikke at vælge den store afsløring, som Taylor havde foreslået, men i stedet koncentrere sig om de ligegyldige småtterier, som Langager havde disket op med. “Det her er da meget vigtigere, hr. redaktør”, pointerede den ivrige reporter og fortsatte med en serie af anklager. “Hvordan kan de blive ved med at have så stort et forspring indenfor pharmaindustrien? Det kan da ikke kun skyldes, at de foretager muskelbiopsier på kriminelle, hva’? Niks, det tror jeg simpelthen ikke på”, udbrød han med stor indlevelse og begyndte nu også at gestikulere. “Det ved vi jo også godt alle sammen. Alle kan jo regne ud, at der stadig foregår ting og sager deroppe, der ikke tåler at se dagens lys. Og så endda lige i vores egen baghave”, tilføjede han så, stadig lige begejstret.

Godt oppe at køre rejste Taylor sig og gik over mod den flade globus, der hang på væggen. Det gjaldt om at gribe chancen, når den var der, tænkte han. Og det kunne den sagtens være nu, hvor han lod til at have fået hul igennem til Langager, der sad og lignede én, der, trods sin indledningsvise afvisning, alligevel lyttede til sin medarbejder.

Redaktøren fulgte opmærksomt Taylor, mens han kiggede på kortet over verden.

 

Verden, et fedt sted. Altså, hvis man er i den rigtige verden.

Forestil dig, at dit liv er et computerspil. Et computerspil, hvor Afrika er ét stort fængsel. Men det er ikke et hvilket som helst fængsel. Det er et fængsel, der er værre end Alcatraz. Spillet, som vi jo kunne kalde for ’Afrotraz’, handler om at tilbringe resten af sit liv i spjældet. Fyldt op med beskidte og snavsede typer, der ikke er til at stole på, ligesom det er sparsomt med vandet og der er varmere end i helvede.

Formålet med spillet? Overlevelse, intet andet!

Maden er elendig, hvis du overhovedet får mad. Og det gør du ikke, for i Afrotraz skal du selv stå for alt. Der er ingen fængselskok, der giver dig noget at spise, ligesom du også selv må sørge for tøj på kroppen. Ikke engang en celle med en seng i får du. Hvis du er heldig, kan du finde dig et arbejde, hvor du skal knokle hele dagen og rive dine knogler til blods blot for at overleve. Hvis du er knap så heldig, og ikke kan finde noget arbejde, så må du gøre andre ting for at overleve. Som for eksempel at servicere folk, der ikke er i fængsel, men blot er på besøg i fængslet.

Og med servicere menes der virkelig servicere.

Der skal med andre ord rives i joysticket, hvis du vil videre til næste level.

Rundt om fængslet er der ingen mure, men i stedet vand, og alt afhængigt af, hvor du er i fængslet, er der forskellige farer. Der er junglen, hvor der er løver og slanger, og der er vandet, hvor der er krokodiller, hajer og piratfisk. I luften er der malariamyg og når du skal skide, skal du passe på alverdens kryb. Og apropos det at skulle på tønden, så er tønden skiftet ud med et sted, hvor der bare ikke er for mange mennesker.

På nogle baner er det ikke dyrene, men menneskene, der er farlige. På de baner skal du blot sørge for at gennemføre, så dem med macheten ikke får for mange af dine lemmer.

Hvordan lyder det spil? Ikke ligefrem som noget, man gider spille i virkeligheden og specielt ikke, hvis man er uskyldigt dømt og faktisk ikke har gjort noget som helst for at sidde i fængsel.

 

Taylor tog en kuglepen og pegede på de forskellige dele af Scientaøerne. “Island... Færøerne... Shetland... Svalbard”, mumlede han, hvorefter han tav et øjeblik. Da han mente, at han havde stået længe nok, slog han på kortet, så det gav et ordentligt smæld. "Grønland!" udbrød han samtidig med, at skriverens spids landede direkte på den kæmpestore ø og til Langagers store fortrydelse efterlod et hul i det ophængte atlas. Taylor lod omvendt ikke til at tage notits af bruddet, men holdt i stedet fokus på opgaven. “Det er her, det foregår. Det er jeg overbevist om”, udbrød han skråsikkert.

Og det var han. Så overbevist, at han havde skrevet op til flere blogindlæg, hvor han havde argumenteret for, at der måtte foregå uetiske ting på Grønland. En ø, der var nærmest umulig at få adgang til, hvis man var udefrakommende, modsat de andre scientesiske øer, hvor det var væsentligt lettere at blive godkendt som indrejsende. Og scientesernes officielle argument om, at det skyldtes bekymring for turismens indflydelse på det sårbare, arktiske grønlandshav, gav Taylor ikke meget for. Det virkede som et stråmandsargument. Gennem tiden var det da også blevet afsløret flere gange, at forskere nærmest havde haft frit spil, så de kunne gøre med folk, som det passede dem. Det havde dog ændret sig de seneste årtier, hvor scienteserne blandt andet havde accepteret menneskerettighedskonventionerne, hvorfor der helt naturligt var blevet sat en stopper for de værste modbydeligheder.

Alligevel kunne Taylor ikke helt lægge tanken fra sig, at der stadig foregik grusomheder på de scientesiske øer. Beviserne var det så som så med, men hans intuition sagde ham noget, ligesom der også altid hørtes alverdens bizarre rygter om, hvad scienteserne anvendte deres forsøgspersoner til.

Redaktøren rejste sig og stillede sig ved siden af sin engagerede medarbejder, mens han kiggede på kortet. “Den ø er så stor, at en sammenligning med en nål og en høstak ville være en underdrivelse”, sagde han så, mens han stod med hænderne solidt plantet i lommerne. “Så desværre må jeg insistere på, at du tager en tur til Nordjylland og får styr på, hvad der er op og ned i den skifergassag. Så må vi se på, hvordan tingene ellers udvikler sig”, fortsatte han derefter og lukkede med ét diskussionen, inden han forlod kontoret.

Taylor stod med skuffelsen dybt indprentet i ansigtet. Bedst som han troede, at han var ved at være i mål, så stak Langager en tyk kæp i hjulet, så det hele alligevel endte med, at han skulle en tur til Jylland.

Men der var ikke noget at gøre. Når først Langager havde forladt kontoret, så blev ingenting ændret. Det vidste Taylor af erfaring, hvorfor han slukøret måtte acceptere sin skæbne. Havde han dog bare taget en af de andre historier, nu endte han i stedet med den totale nitte.

Gudskelov havde han dog ikke mere, han skulle nå på kontoret, hvorfor han kort efter kunne forlade sin arbejdsplads.

 

På vej hjem cyklede Taylor ned af Blegdamsvej og nåede til sidst krydset ved Trianglen, hvor han standsede og holdt for rødt. Mens han stod og ventede, hørte han pludselig en alt for velkendt stemme, der råbte ham an. "Hey, Politiken!" lød det markant, hvorfor Taylor drejede hovedet og så manden, der i sin tid desværre havde fundet ud af, at Taylor var journalist på omhandlende avis.

Engang havde han nærmest flået Taylor af cyklen og spurgt ham, hvorfor Politiken ikke havde skrevet noget om, at muslimer manglede en del af deres hjerne. Taylor havde svaret, at det nok var fordi, at muslimernes hjerner var intakte, hvorefter manden havde forklaret, at han havde hørt indtil flere rygter om, at muslimernes hjerner var anderledes end andre menneskers. Taylor havde derefter forklaret manden, at der altså ikke var genetisk forskel på mennesker, blot fordi de tilbad en anden gud. Samtidig havde han måtte forklare ham, at man altså skulle bruge noget dokumentation for så voldsom en påstand, hvis man skulle have taletid i medierne.

Og nu stod manden, der mest af alt mindede Taylor om den engelske krimihelt, Jack Frost, der så igen. "Hvorfor har I ikke skrevet noget om de mennesker, der kommer og stjæler vores børn?" spurgte han forpustet, da han var nået over til Taylor. Samtidig holdt han fast i Taylors cykelstyr, så han var sikker på, at hans gidsel ikke pludselig skulle finde på at køre sin vej.

Taylor rystede på hovedet og sagde, at han ikke havde tid til mandens fordomsfulde vrøvl, da manden nu med sin anden hånd havde fundet et papir frem, som han havde printet fra nettet. "Var det dokumentation, som du efterspurgte?" udbrød manden skråsikkert, idet han rakte papiret til Taylor og forklarede ham, at nogle af de tilflyttede romaer stjal danske børn og solgte dem i deres hjemlande. ”De tager alt, dem dér. De har ingen skrupler”, fortsatte han, inden Taylor begyndte at gennemgå dokumentet. Da Taylor havde skimmet papiret igennem, fandt han ud af, at kilden til den kontroversielle påstand var et debatindlæg på Nationen, hvorfor han så sig nødsaget til at forklare manden om kildekritik på nettet.

Da Taylor havde fået overbevist manden om, at påstanden var uden hold i virkeligheden, slap denne taget i Taylors cykel.

Taylor forklarede derefter manden, at han måtte få styr på sine fordomme og at Taylor i øvrigt ikke gad stoppes af ham længere.

 

"Bare der ikke er en roma, der har stjålet din hjerne", mumlede journalisten hovedrystende, inden han satte gang i pedalerne og trillede det sidste stykke hjemad.

 

 

Retur

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Hvis man er en dværg, er der ting, man ikke kan nå"

Scientesisk ordsprog

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen