kapitel 11

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

Hovedhistorie

 

 

Kapitel 11 - Danske pensionister

 

 

Sjask, sagde det, da Taylors bedstefar klaskede hånden ned på nakken af den halvskaldede mand. “Av for satan”, udbrød manden, idet hans rejste sig og tog sig til nakken samtidig med, at han stampede på stedet.

Der var en behagelig stemning i Kongens by, København, og den begyndende formiddagssol gav et varsel om, at dagen ville blive lummer. Samtidig var det sidst i skolernes sommerferie, hvilket gav en vis ro over de områder i byen, hvor der ikke lige var turister. Og turister var der ikke mange af ved Gammel Kloster på Østerbro, som var et stille og fredfyldt kompleks, der mest bestod af ældreboliger.

Indenfor var anlægget delt op i to haver, hvor Taylors bedstefar og hans kammesjukker som sædvanlig havde indtaget den første. Og ganske som de plejede, sad de ikke på de bænke, der var stillet ud af kommunen, men på deres egne, medbragte stole og det dertil hørende bord.

Da manden var færdig med at ømme sig, satte han sig ned. Han kiggede bebrejdende på sin bøddel som om, at den havde været lige hård nok. Taylors bedstefar kiggede tilbage på ham med iskolde øjne. “Den var for det sukker, som du nappede i går. Der var ikke en skid tilbage til os andre til kaffen, da du var smuttet”, sagde han bestemt, mens hans pegede på manden med sin massive pegefinger.

Der var regler, og regler skulle overholdes. Det var den evige kamp mændene imellem og der blev ikke givet ved dørene. Taylors bedstefar havde altid arbejdet nede på havnen, hvor man, ud over et særligt sprog, også lærer at sige fra selv overfor, hvad der på overfladen kan virke som småtterier. Det var med andre ord folk af den gamle skole, hvorfor der konstant var positioner, der skulle forsvares, og nye, der skulle erobres.

Dealeren tog stakken, der bestod af to sæt kort, og delte på ny ud. Med ekstrem præcision fløj papstykkerne hen og landede med nærmest millimetermæssig nøjagtighed foran de øvrige mænd, der deltog i spillet.

Taylor sad skråt bag sin bedstefar, mens han observerede hans hånd. Et enkelt es og småt med billedkort, kunne han se. Ikke ligefrem noget at råbe hurra for.

“Der var tempo på den dér”, sagde manden, der lige havde fået sig en snitter og tilføjede, at den anden del af straffen ved at tabe i ’Præsident eller Røvhul’, nemlig at man skal aflevere sine to bedste kort til vinderen, som følge af slagets hårdhed skulle annulleres. “Du kommer bare her med dine to esser. Ellers er der flade i luften”, svarede Taylors bedstefar prompte, mens han dunkede sin pegefinger ned i bordet. “Og så stopper du med de sigøjnermanerer i fremtiden, kammerat. Den var sgu ikke gået under førerens tid”, fortsatte han, inden han returnerede til et normalt toneleje. “Nå, kom så, det er jo din tur.”

Punktum, og så var den lukket. Død og begravet uden den mindste mulighed for at blive gravet op igen. Der havde i stedet været kontant afregning ved kasse ét, det man også kalder øjeblikkelig konsekvens.

Taylor kiggede rundt på de fire mænd, der på samme tid var helt ens og alligevel vidt forskellige. Vanemennesker til fingerspidserne var de. Altid skulle alting følge det sædvanlige mønster og at der var faste pladser, var der ingen tvivl om.

’Bøjeren’, som Taylors bedstefar blev kaldt, sad altid med ryggen ud til vejen. Til venstre for Bøjeren sad ’Op og ned’, som ingen rigtig anede, hvad hed, men han havde engang siddet fast i en elevator. Overfor Bøjeren sad en krigsveteran, der manglede det halve af et ben, og som de kaldte for ’Skyderen’ og på den sidste plads sad ’Den lange’. En relativt høj mand, der gennem hele sin tilværelse havde arbejdet med stilladser.

Engang havde Taylor spurgt, hvad de forskellige folk i virkeligheden hed, men hans bedstefar havde blot affejet ham. I stedet havde han undrende spurgt Taylor, hvor i alverden han dog skulle vide det fra og hvis han i øvrigt fandt ud af det, hvad han så skulle bruge det til.

Op og ned, der jo havde tabt, lagde ud. Han smed fire treere, hvilket bestemt ikke behagede den næste spiller i rækken. “Hvorfor skal du være sådan? Det er sgu da utroligt mand, din haleneger. Pas”, udbrød Skyderen, der ikke lod til at have en heldig dag, hvorfor han småarrigt kastede sine kort fra sig. Den næste spiller kunne godt lægge, så han synes ikke, at ham, der lagde ud, var en haleneger. Den lange smed fire femmere. Taylors bedstefar meldte pas. Han havde ikke lyst til at bryde sine fem ottere og havde ikke fire ens af nogen slags.

Som tiden gik, spillene gentog sig selv, og snitterne blev delt ud, kom Taylor til at tænke på, at han nok hellere måtte få tjekket sin blog for at se, om der skulle være kommet nogle interessante kommentarer til hans seneste indlæg. Det var meget sjældent, at det var tilfældet, men det var også god stil, når man havde skrevet et indlæg, at deltage i debatten bagefter med et svar eller to. Ikke mere end det, det havde han lært. Ellers kunne man bare blive ved.

Taylor var uddannet på Københavns Medie- og Journalisthøjskole, men havde læst i Århus, Danmarks næststørste by. Hans praktiktid var foregået på Ekstra Bladet, hvor han også bagefter havde fået fast ansættelse. Efter nogle år dér var han så skiftet til den mere retskafne avis, Politiken, som han nu var skribent hos.

Taylor tjekkede sin blogoversigt, der viste hans fem seneste indlæg.

 

HVOR MEGET TID BØR MAN EGENTLIG BRUGE PÅ RESEARCH?

 

KAFFE, VERDENS MEST OVERVURDEREDE DRIK

 

EUROPÆISK FODBOLD REDDET AF FBI - HVOR ER EUROPOL?

 

SCIENTAØERNE - DE LUKKEDE RESULTATERS LAND

 

RONNIE O'SULLIVAN FAVORIT TIL AT VINDE VM I SNOOKER

 

Taylor klikkede på nummer 4 og scrollede ned til kommentarerne. En Alex Hansen spurgte, om forfatteren mente, at der var belæg for at komme med så voldsomme påstande. Det var trods alt ikke længere en tabloidavis, som Taylor arbejdede for, men en seriøs morgenavis.

I bloggen havde Taylor stillet spørgsmålstegn ved, hvordan man fra FN’s side sikrede sig, at de resultater, som man fik via sin forskning på Scientaøerne, ikke var fremkommet ved, at man havde overtrådt menneskerettighedskonventionerne. Derudover havde han efterspurgt mere transparens i registrene over scientesernes kirurgiske behandlinger.

Taylor rystede på hovedet, mens han trykkede på svarknappen. “Det kan jeg, fordi jeg ikke kommer med de beskyldninger, som du påstår. Jeg siger blot, at der ikke er noget kontrolapparat, der sådan rigtigt tjekker det. Gennemsigtighed og alt det dér.”

Da Taylor havde fået sendt sit svar, og sad og gennemgik de øvrige brugeres kommentarer, blev han pludselig afbrudt af, at hans bedstefar hev ham i armen. “Du, se hende dér, hva? Der er sgu både til gården og til gaden”, udbrød han med et smørret smil og nikkede over mod en laber dame, der kom cyklende ind i gården. Samtidig lavede han et par runde bevægelser i luften for at vise sin benovelse.

Rent instinktivt, som var det en flok hjorte, der samtidig sætter i spring, når den første spotter en løve, vendte resten af selskabet sig om mod damen. Og ganske ligesom Bøjeren gjorde det, fandt de øvrige kortspillere interesse i den barmfagre gæst, hvorfor et par friske kommentarer blev sendt i damens retning. Det blev sagt i en munter tone, men det var tydeligvis ikke noget, der behagede damen. Med en iskold mine nedstirrede hun de bramfri seniorer, der endte med at ryste på hovedet af hende.

Pludselig kom Taylor til at kigge på klokken. Den var allerede blevet kvart over 10, hvilket betød, at tiden var rendt fra ham. Igen. Han vidste, at han havde et møde på kontoret ved halv elleve tiden, hvilket ærgrede ham, nu han skulle til at afsted. Der var nemlig en helt anden stemning her blandt de garvede drenge end i nogle af de andre miljøer, som Taylor kom i. Hvad de manglede i teoretisk viden, havde de til gengæld i livserfaring en masse. Ikke noget, som Taylor var alt for forvænt med, hvorfor det også var en slags frirum at besøge sin bedstefar i hans udendørs pensionisthule.

“Du, kan du ikke lige stikke over efter en flaske Fernet, knægt?” spurgte Bøjeren pludselig, idet han stak en 200-kroneseddel ud i luften. “Jo, det kan du tro”, svarede Taylor uden at fortrække en mine.

Det var egentlig ikke fordi, at han havde tid til det, tværtimod. Men han sagde aldrig nej til de her mennesker. Det var folk, der havde knoklet hele deres liv og som altid havde sat en ære i at få noget fra hånden. At de nu sad og nød deres otium, så Taylor kun som en naturlig belønning til en gruppe mennesker, som kun i mindre grad havde belastet systemet gennem deres tilværelse. Tilmed var den ene krigsveteran og havde mistet det halve af et ben, så det manglede da bare, tænkte den yngre journalist, inden han spadserede over i kiosken.

 

Da han kom tilbage, var der stor diskussion. En af de kommunalt ansatte tilsynsdamer var kommet ud og havde henvendt sig til de ældre herrer.

“Jamen det eneste, som jeg siger, er, om I måske ikke lige kan dæmpe jer en smule. Jeg har fået en klage og så er det min opgave at viderebringe den information og løse sagen”, pointerede damen i den hvide kittel, mens hun stod meget struktureret med hænderne foran sig og forklarede og dikterede. “Du skal ikke løse en skid. Du skal bare skrubbe ind og udskrive din medicin”, råbte Skyderen og kastede et par terninger i den kittelklædtes retning. “Hov, hov, hov, først skal vi lige ha’ en ordentlig tone…”, nåede den ligegyldige tilsynsdame at sige, inden hun blev afbrudt. “Vi skal ikke ha’ en skid. Du skal bare skrubbe ind og passe dit skrivebord. Hvis ikke sådan en madamme kan tåle jargonen, så må hun fandme holde sig væk. Vi var her først!” nærmest brølede den halvanden-benede.

Mens han udtalte de sidste ord, knaldede han sit træben gentagne gange ned i jorden samtidig med, at man kunne se hans blodårer på halsen dunke.

Det var tydeligt, at han kom fra et land, hvor man er vant til at lette på grydelåget og lade dampen slippe ud, efterhånden som gryden fyldes op.

Den kittelklædte stirrede tomt ud i luften, mens hun overvejede situationen. Bagefter gik hun ind i huset uden at sige den mindste lyd.

Taylor måbede. Han havde fulgt dem gennem mange år og de havde altid været stride. Men det var som om, at den lige havde fået et nøk opad på det seneste, fornemmede han.

“Nå, det var godt, du fandt den”, udbrød Taylors bedstefar og tog flasken ud af hånden på sit barnebarn. “Orv, og hvis du lige tager fire af de små glas, der står nede i tasken”, fortsatte han og pegede ned på den lyseblå nylontaske, hvor der stod ’Good guys go to heaven - Bad guys go to Pattaya’ på. “Ja dér, lige ved siden af de blå piller”, tilføjede han, mens Skyderen lod til at være faldet ned. Taylor rakte ham glassene. “Nå, men jeg bliver altså nødt til at smutte”, sagde han, hvorefter Bøjeren øjeblikkeligt lagde kortene fra sig. “Øjeblik”, befalede han myndigt til de øvrige spillere, som med det samme stoppede spillet uden at kny.

For første gang, siden Taylor kom, gav hans bedstefar ham hans fulde opmærksomhed. “Det er fint, min dreng”, sagde han og tog sin store arm rundt om Taylor. “Og du ringer bare, hvis der er nogen af de dér feminister inde på arbejdet, der bliver for meget.”

Taylor smågrinede. “Ah, den tror jeg godt, at jeg kan klare.”

 

Da Taylor var kommet op på sin cykel og var nået et stykke derudaf, ringede hans telefon pludselig, mens han havde allermest fart på. Typisk, tænkte han, idet han sænkede farten og fandt sin Samsung smartphone frem. Han kiggede på displayet, mens han forsøgte at holde fokus på de andre cyklister. Det lignede et nummer inde fra arbejdet. “Det er Taylor”, svarede han, da han havde fået aktiveret opkaldet. “Ja god formiddag Martin, det er Kirsten. Jeg vil bare høre, om du er ved at være her?” spurgte den administrationsansvarlige med sin sædvanligvis milde stemme. “Jeg er ved Søerne. Altså er det sommerferie eller hvad?” svarede Taylor i en munter tone, mens han holdt for rødt.

Det var trods alt Kongens by, og der forventedes en vis bagatelgrænse for, hvad der blev betragtet som den nøjagtige mødetid i sommerferien, mente den forsinkede reporter tydeligvis.

“Jo, men det er bare fordi, at du jo har et redaktionsmøde her kl. 10.30 med Langager. Det er også blevet sendt til dig elektronisk, men hvis du er på vej, så er der slet ingen problemer. Jeg ville bare sikre mig, at Langager ikke sad og ventede forgæves”, beroligede den søde dame Taylor. “Nej nej, jeg er på vej. Jeg er der om ti minutter”, skyndte Taylor sig at svare i et lige så optimistisk toneleje. “Det er fint. Jamen vi ses om lidt så”, svarede damen, hvorefter de lagde på.

Mens Taylor sad og ventede på, at der igen blev grønt, opdagede han noget, der straks irriterede ham. Hvor han og de øvrige cyklister holdt sig pænt bag den hvide stoplinie, så havde en medcyklist fået møvet sig frem, så nu hun holdt i første parket foran de andre cyklister. Og endda foran fodgængerfeltet, hvilket jo betød, at alle de mennesker, der lige havde sat livet på spil for at overhale hende, nu kunne starte forfra. Heriblandt Taylor.

Han overvejede, om han skulle kommentere på det, for det var bestemt ikke første gang, at det skete. Og hvis ikke der var nogen, der sagde noget, så ville det jo bare fortsætte.

Efter lidt betænkningstid føjede han sig. Så travlt havde han trods alt heller ikke.

 

Lidt i elleve stod han på Rådhuspladsen.

 

 

Kapitel 12

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

"Ruk"

Navnet på den Creutzfeldt-Jakob-lignende hjernesygdom, der i sin tid brød ud på Scientaøerne

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen