kapitel 1

"Djævelskabet må ophøre!"

Den hemmelige kilde

Uddrag fra Scienta Islands

 

 

Forhistorie

 

 

Kapitel 1 - Et let bytte

 

 

“Hvad i alverden foregår der?” skreg en erfaren viking fra stævnen, mens han stod med sin flade hånd over øjnene for at beskytte mod den silende regn, der fossede ned over hans hjelm og gjorde det vanskeligt for ham at fokusere.

“Ved Thors hammer, se så at få frigjort det reb!” brølede vikingen ned til skibsdrengen Toke, men det var en nærmest umulig opgave, da både blæst og uvejr stjal lyden på vejen.

Rebet, der fortøjede vikingeskibet til bredden, havde surret sig fast, og knøsen kunne ikke få det løsnet. Samtidig piskede regnen ned fra himlen og havde gjort hans fingre følelsesløse og dermed ubrugelige.

Det var ikke unormalt ved den engelske kyst, at himlen optrådte dramatisk. Det lod derfor til, at han var ude at jage jætter, Thor.

 

Thor er tordenguden og den stærkeste af alle guderne i den nordiske mytologi. Han er chef for naturkræfterne, holder børn som slaver og er derudover gift med Sif, med hvem han har 2 børn, som dog ikke er slaver.

Og så har han Mjølner. En hammer, der altid rammer det, som han kaster efter. Men ikke nok med dens træfsikkerhed, så har den oven i købet en indbygget boomerangfunktion, som gør, at den altid vender tilbage, når den har ramt sit mål.

Et særdeles overlegent våben, som dog i sin tid blev stjålet af den fæle jætte Trym, som efterfølgende krævede en ret så anseelig løsesum for at levere værktøjet tilbage. Trym krævede nemlig at blive gift med den smukkeste af alle gudinderne, Freja, og hvis ikke han kunne blive det, så kunne Thor glemme alt om at få sin hammer retur. Men Freja sagde nej. Hun var ikke interesseret i at blive byttet for et stykke værktøj, hvorfor tordenguden selv måtte trække i brudedragten og spille rollen som laber gudinde.

Efter lidt frem og tilbage på bryllupsnatten fik hammerkasteren så endelig forført Trym, der som aftalt leverede Mjølner tilbage til den forklædte as, som han troede var Freja. Da Thor havde fået sin hammer retur, trak han brudesløret til side og slog øjeblikkeligt den tyvagtige jætte og hele hans familie ihjel.

Hvad Thor har i muskler, mangler han til gengæld i hjerneceller, hvorfor han flere gange bliver kørt rundt i manégen af de øvrige guder. Alligevel, eller måske netop derfor, er han folkets gud.

 

Vikingelederen Leif Scienta, som hidtil havde haft sine øjne rettet mod det rov, som de forskellige vikinger bragte ind i båden, havde nu fået en irriterende bekymring på halsen, der krævede hans øjeblikkelige opmærksomhed. I forvejen var han ikke erfaren udi røvertogter og dette var hans første på egen hånd, da hans far var hjemme sengeliggende, efter han var blevet truffet i kamp. Hans sår havde haft svært ved at hele, på grund af hans høje alder, og Leif var derfor på sin første tur, hvor han havde ansvaret som kommandant.

Og budskabet var krystalklart: “Alt hvad de andre har, det skal vi have” og det var med den in mente, at vikingerne kom slæbende tilbage fra de engelske munkeklostre med hænderne fyldte.

På dækket begyndte nervøsiteten så småt at indfinde sig hos den unge vikingeleder. Hans øjne havde skiftevis fokus på, om det gik fremad med rebet og på, hvornår de folk, som de lige havde plyndret, ville komme farende efter dem. Han havde per refleks hevet sin kappe til side, så han stod klar til at gribe kampøksen, hvis noget uforudset skulle ske.

På kajen gjorde Toke alt, hvad han kunne for at få løsnet rebet. Men det var en nærmest umulig opgave, der kun blev besværliggjort, som lærlingens kræfter slap op.

“Til side”, lød det pludselig, da det så allersortest ud. Det var kæmpevikingen Roald Kløveren, der var kommet ham til undsætning. Toke nåede kun lige at se ud af øjenkrogen, at den enorme viking hævede sit sværd, inden han svang det over hovedet på ham. Sjask, sagde det så. Med et enkelt slag huggede Roald rebet over og frigjorde skibet. “Kom så”, råbte han, idet han daskede den unge viking i ryggen og de begyndte at løbe tilbage mod skibet.

Vikingernes plyndringstogter var anderledes, end hvad man ellers kendte til hos andre folkeslag. Det var egentlig ikke fordi, at de nordiske krigere var så meget værre end alle andre, men hvad der adskilte dem, var deres effektivitet. Vikingerne var velorganiserede og lynhurtige, hvorfor deres overraskelsesangreb kom bag på fjenden, som ikke kunne nå at stable et forsvar på benene, når de fleksible krigsskibe lagde til. Fartøjerne kaldtes for drageskibe og det var sådan et, som Leif Scienta og hans folk havde taget til lejligheden. Skibet var omtrent 30 meter langt og besætningen på 60 mand. Der var huller til årer, så man kunne ro, og sejlet bestod af brede, vertikale striber i farverne sort, hvid og blå. En farvekombination, der gik igen hos Scientaklanen. Forrest på stævnen stak pæle op i luften, hvor der hang afhuggede hoveder fra de modstandere, som de havde dræbt i tidligere kampe, ligesom der var udskåret et dragehoved i træ, så skibet virkede mere frygtindgydende. Hele vejen ned langs siderne var der sat skjolde op i tilfælde af, at de blev angrebet med flyvende pile, mens der inde i skibet var inskriptioner hele vejen rundt langs kanten. Runeskrifter, der beskrev de mest erobringsrige sagn, og ikoner, der symboliserede de guder og gudelignende væsner, der hjalp de krigeriske vikinger på deres vej. Især bersærkerne og valkyrierne prydede skibets inderside, da disse stod for mod og mandshjerte. Det var vigtigt at ære disse guder, da det ellers kunne få fatale følger for kampenes udfald.

Roald og Toke havde nu fået løbet den lange vej og var endelig kommet om bord på skibet, hvorfor Leif kunne slippe bekymringen helt og sætte sin kappe på plads.

Hurtigt fik besætningen gang i årerne på ’Den sorte Svane’, som var navnet på deres skib, og i løbet af ganske kort tid var de allerede kommet et godt stykke ud på søen. Samtidig var regnen nu hørt op.

På dækket diskuterede nogle af de erfarne vikinger, hvordan vikingelærlingen havde kvajet sig. En ældre viking var særlig arrig og råbte, at det var typisk nye folk, der ikke havde gidet sætte sig ordentligt ind i tingene. En anden var mere afdæmpet og gav regnen skylden. “Det er heller ikke til i sådan et vejr”, undskyldte han på knægtens vegne, ligesom en tredje mente, at de reb, som man producerede i dag, jo slet ikke holdt samme høje standarder som før i tiden.

Leif lod dem diskutere i noget tid. Da de havde plapret løs i 20 minutter, uden de dog var kommet nogen vegne, hev han til sidst sin næstkommanderende Svend Halvøre til side.

“Hvem har givet drengen ansvaret for en opgave, som han åbenlyst ikke er i stand til at løse?” spurgte han og kiggede på den erfarne viking. Halvøre kiggede tilbage på Leif. “Jamen det har jeg”, svarede han lettere undvigende. “Jamen så er det jo dit ansvar”, sagde Leif, mens han kiggede Halvøre i øjnene. Halvøre var ikke meget for at æde den, især ikke når det var Leifs første tur som chef, hvorfor han indledte en række af dårlige undskyldninger. Men Halvøres nye chef var ligeglad, han faldt ikke for den slags bortforklaringer. “Prøv engang at se her”, sagde han og kaldte på Toke. Da knøsen var kommet over, tog Leif den unge skibsdrengs hænder frem og holdt hans fingre ud i luften, så Halvøre tydeligt kunne se dem. “Se, hans fingre er jo alt for svage til sådan en opgave. Du kan da ikke sætte ham til noget, der kræver en stærk fysik”, forklarede Leif.

Et budskab, der var til at forstå. På samme måde som man ikke sætter følelsesladede personer i positioner, hvor man må træffe rationelle og nødvendige beslutninger, så sætter man heller ikke en teenager med tynde fingre til at tage sig af et reb, der kræver en stærk hånd.

Halvøre accepterede, men sagde, at han følte sig udstillet. “Det kunne ikke gøres anderledes. Det vigtigste var, at jeg ikke gjorde det foran de andre”, afsluttede Leif og bibeholdt dermed den gode stemning.

Og stemningen var i det hele taget udmærket nu, hvor ansvaret var blevet fordelt og udfordringen løst. Og de var trods alt også kommet afsted med en del værdigenstande, mens der ingen skade var sket. Ikke engang tæt på. Men det gjaldt om at udvise rettidig omhu, havde Leifs far altid lært ham og derfor så Leif ingen grund til, at han ikke med det samme skulle sætte skabet på den plads, som han ønskede det. Han måtte med andre ord sætte sig i respekt, hvis han ville have ændret tingene.

Efter Leif havde demonstreret sine evner som leder, var det blevet tid til at gennemgå de ting, som de havde fået ud af deres røveriske togt. Leif og hans nærmeste gik derfor over til det indhegnede område, hvor det flød med de kostbarheder, som de lige havde erobret.

Leif stod og betragtede rovet af tyvekoster, der lå i bugnende dynger, så det mest af alt mindede om at gå på toilettet i Saudi-Arabien. Der var masser af guld, kunne han se, ligesom der også var både perler og rav.

“Ja, vi plejer jo lige at dele lidt ud, inden vi når hjem”, indskød en af vikingerne og kiggede over på Leif, som dertil svarede, at det var nye tider. “Den går ikke længere. Vi skal bruge det hele til fællesskab og fremskridt”, svarede han prompte og afvisende.

Vikingernes skuffelse var til at føle på, men eftersom Leif fremstod med stor autoritet, accepterede mændene beslutningen.

Inden de var nået tilbage til Danernes rige, kom Leif pludselig til at tænke på, at hans besætning ikke havde haft den samme bevågenhed, som han selv havde haft, da der havde været kvaler med rebet. Han hev derfor Svend Halvøre til side for at høre ham, hvorfor han og de øvrige vikinger ikke havde været mere opmærksomme på, at der kunne komme nogen efter dem.

Halvøre kiggede på Leif. ”Der kommer ikke nogen. De er kristne munke”, svarede han så. Leif kiggede forundret på sin næstkommanderende og spurgte ham, hvad det betød. “Ja, så har de jo det dér kors”, svarede Halvøre og pegede over på et af guldkorsene fra byttet. “Så de tror slet ikke på, at man skal slås”, fortsatte han og kiggede forvirret, nærmest undskyldende på Leif, ligesom han havde det her lidt flakkende blik, man så ofte ser det hos folk, der har taget af kassen. Leif blev derfor mistænksom på hans adfærd. Halvøre var en erfaren viking og der var ingen tvivl om hans loyalitet. Han havde tjent Leifs far gennem mange år og været en trofast partner, der aldrig gik imod holdet. Men det her lød alligevel for besynderligt til at være sandt, tænkte Leif, hvorfor han bad Halvøre forklare sig yderligere. “De tror på, at hvis du laver noget forkert, som for eksempel at stjæle eller sådan noget, så straffer de dig ikke, men strækker i stedet hånden frem og tilgiver dig. Og så er det fint det hele”, sagde Halvøre, mens han tog armene ud til siden og stod med håndfladerne opad. Leif lurede på sin næstkommanderende, der lod til at fortælle sandheden. “Men det kan jo ikke blive ved”, svarede han så med rynkede øjenbryn, inden han fortsatte. “På et tidspunkt må det da gå op for dem, at de ender med at blive ludfattige?” Halvøre nikkede for at vise, at han var enig, men tilføjede, at det jo var gået godt hidtil med deres plyndringer.

De lod sagen ligge og i stedet kom Leif til at tænke på sin far. Manden, der gennem hele Leifs liv havde haft ansvaret for hans opdragelse og lagt fundamentet for hans evner som leder. Desværre lå han for døden, hvorfor Leif gerne ville hurtigt hjem til Danernes rige.

Et land, der lå i menneskenes verden, Midgård.

 

Midgård, de dødeliges verden og en af ni verdener i den nordiske mytologi. Stedet, der i sin tid blev indhegnet af Ymers øjenvipper, så man var helt sikker på, at der ikke kommer uanmeldte gæster på besøg en dag. Ymer kommer vi tilbage til.

Rundt om Midgård, som er en større ø beliggende i Verdenshavet, ligger en stor og frygtindgydende slange, der strækker sig hele vejen rundt om øen og som kan bide sig selv i halen. Slangen hedder Midgårdsormen og historien om den er lidt kuriøs. Som barn af jætter blev den egentlig opdraget i Udgård og var i starten blot en lille og runken småorm. På et tidspunkt kom den så på besøg i Asgård, hvor den dog aldrig fandt sin plads, men mest af alt bare lå på vejen og var i vejen. Noget, som Odin blev så træt af, at han på et tidspunkt kastede den i vandet. Men til asernes store fortrydelse druknede den desværre ikke, men voksede sig i stedet lige så stor og stærk, som den er i dag.

Ud over Midgård findes også andre verdener i den nordiske mytologi. En af de disse er Asgård, hvor de vigtigste af guderne holder til. Asgård er fysisk hævet over Midgård, så aserne kan holde øje med menneskene under dem, ligesom de hurtigt kan gå ned og tage sig kærligt af mændenes koner, hvis ikke de opfører sig ordentligt eller ofrer nok.

 

 

Kapitel 2

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

urban dictator

Unknown adress, Copenhagen